Af Ritzau - 26/04-16 14:06; Opdateret: 26/04-16 14:43

Mærsk-ansat løsladt efter bortførsel i AngolaMærsk-ansat løsladt efter bortførsel i Angola

Fire dage nåede en Mærsk-ansat at være taget til fange i Angola, oplyser selskabet i en kort pressemeddelelse.

storybild

En ansat i A.P. Møller-Mærsk er løsladt og uskadt efter at have været bortført i fire dage i Angola. (Billede: Polfoto/Thomas Borberg)

En ansat i A.P. Møller-Mærsk er løsladt og uskadt efter at have været bortført i fire dage i Angola. Den ansattes nationalitet og alder er ikke oplyst.

Det skriver Mærsk i en pressemeddelelse tirsdag eftermiddag.

- Mærsk-gruppen kan bekræfte, at en ansat blev bortført i Angola og holdt fanget i fire dage, samt at han er løsladt og uskadt. Mærsk-gruppen bistår ham og hans familie med den nødvendige støtte i denne svære tid.

- På grund af den igangværende undersøgelse hos de lokale myndigheder og vores ansattes sikkerhed, giver Mærsk-gruppen ikke flere oplysninger. Vi beder om, at dette og den ansattes privatliv respekteres og beskyttes, skriver Mærsk i meddelelsen.

Ifølge branchemediet Shippingwatch er der tale om en ledende medarbejder fra Mærsks havneselskab, APM Terminals. De oplysninger vil Mærsks presseafdeling dog ikke bekræfte.

Mærsk-gruppen er til stede med en række datterselskaber i Angola, blandt andre containerrederiet Maersk Line, olieforretningen Maersk Oil og boreskibsdivisionen Maersk Drilling.

Angola er eftertragtet blandt multinationale selskaber for den store olierigdom - råolie udgør over 90 procent af landets eksport og mere end halvdelen af bruttonationalproduktet - samt generelt højere vækstrater end i mere udviklede økonomier.

Landet er dog også plaget af efterdønningerne af en lang borgerkrig, der rasede fra 1975, hvor det opnåede selvstændighed fra det portugisiske kolonistyre, frem til 2002.

Blandt andet rangerer Angola helt nede på en 163.-plads ud af 168 lande i Transparency Internationals korruptionsindeks, og flere millioner mennesker er internt fordrevne efter de mange konflikter.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress