Af - 19/05-15 19:10

Ministeren skal turde få lidt vind i håretMinisteren skal turde få lidt vind i håret

Sofie Carsten Nielsen ser tilbage på sin uddannelse og tiden som uddannelsesminister. Og giver råd til sin arvtager.

storybild

I dag har Brødrene Price restaurant i de lokaler, fredagsbaren lå i, da Sofie Carsten Nielsen studerede statskundskab. (Billede: Lasse Bak Mejlvang)

Vi mødes på Rosenborggade i indre København i den fredagsbar, Sofie Carsten Nielsen i en periode var formand for, da hun studerede statskundskab her. Siden dengang i 1990’erne er Brødrene Prices restaurant og café imidlertid rykket ind i stedet for uddannelsesinstitutionen, der i stedet er flyttet til det gamle Kommunehospital.

Sofie Carsten Nielsen er naturligvis ikke studerende længere, men derimod næstformand for Det Radikale Venstre samt uddannelses- og forskningsminister. I den rolle har den 39-årige politiker været med til at indføre omdiskuterede initiativer som dimensionering og SU-reformen, der blandt andet indeholder den berømte og berygtede fremdriftsreform. Med andre ord tiltag, der ikke udelukkende har været populære hos de danske studerende.

LÆS OGSÅ: Forsker kritiserer mål om mønsterbrud

Er der noget, hun har lært i ministerembedet, er det dog, at det er nødvendigt at kunne træffe beslutninger, der er upopulære hos nogle, når man er uddannelses- og forskningsminister, forklarer hun:

- Man skal være afsindigt tålmodig, men man skal også være modig samtidig. For ellers drukner man i sine gode hensigter.

Mens vi finder et bord til interview og kaffe, kigger Sofie Carsten Nielsen rundt med et stort smil. I sin studietid var hun efter eget udsagn både flittig og en festabe, og hun var derfor meget aktiv i de foreninger, der engagerede sig i studielivet på statskundskab.

- Jeg brugte rigtig, rigtig mange timer her. Alle dem, jeg ikke brugte på mit studiejob, hvilket nok også var lidt for mange timer, blev brugt her, griner hun.

LÆS OGSÅ: Minister: Undervisning skal prioriteres højere

Faktisk blev arbejdstimerne ved siden af studiet, først i DJØF, herefter i Kommunernes Landsforening og til sidst i en europæisk NGO, så mange, at det tog hende syv år at gøre uddannelsen færdig. To år mere end den normerede tid. Men hvordan kan man som uddannelses- og forskningsminister forsvare den baggrund for danske studerende, der er utilfredse med, at fremdriftsreformen tvinger dem til at være færdige til tiden, hvis de vil have SU igennem hele uddannelsen?

- Man forsvarer det kun ved at være fuldstændigt ærlig og sige, at når ikke der er krav om det, så er der mange gode grunde til at gøre alt muligt andet. Jeg er ikke blevet en bedre studerende af at have haft længere tid, svarer ministeren og tilføjer, at det er nødvendigt for samfundet, at der bliver krævet mere af nutidens studerende, end der er blevet tidligere.

Kritikken af fremdriftsreformen har imidlertid hobet sig op, og historierne om tiltagets konsekvenser betyder, at Sofie Carsten Nielsen vil sætte sig ned med uddannelsesinstitutionerne og se de større reformer på uddannelsesområdet igennem. Gennemsynet bliver dog ikke foretaget, før reformerne ‘har virket lidt’.

- Jeg har ikke tænkt mig at sidde blind og døv og overhøre ting, som ikke var meningen. Men grundtanken i det kommer vi i den grad til at holde fast i, siger hun med reference til forsøget på at få studerende på de videregående uddannelser hurtigere igennem.

LÆS OGSÅ: Studerende dumper studietids-reform: Vi bliver stressede

Hvor lang tid Sofie Carsten Nielsen kommer til at sidde som minister med ansvar for uddannelse, er ikke til at sige – især med et folketingsvalg, der kan blive udskrevet hvert øjeblik det skal være. Men er der noget, hun vil give videre til sin efterfølger, er det, at man bør lære sektoren at kende. Fra ledelsesplanet til de studerende, der, ligesom hun selv var i sin tid som studerende, er passionerede og til tider rygende uenige med de politikerne. Med så mange interesser inden for et felt bliver uddannelsesministeren også nødt til at kunne stå ved sine holdninger:

- Man skal altså turde få lidt vind i håret, lidt modstand. For ellers flytter man ingenting, siger hun.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress