Af Ritzau - 24/05-16 09:43; Opdateret: 24/05-16 10:01

Realkredit Danmark hæver bidragssatserneRealkredit Danmark hæver bidragssatserne

Realkreditselskabet Realkredit Danmark følger Nykredit og hæver bidragssatserne markant for sine kunder.

storybild

Administrerende direktør Carsten Nøddebo for Realkredit Danmark hæver bidragssatserne. (Billede: Free/Realkredit Danmark)

Realkredit Danmark følger Nykredit og øger bidragssatserne på realkreditlån for 160.000 af sine kunder. Det sker for at få kunderne til at fravælge de korte lån.

Ifølge Finans.dk vil bidragssatserne blive hævet med 29 procent for kunder med F1 og F2-lån, mens de vil blive hævet med 23 procent for kunder med F3 og F4-lån.

- Vi gør det, fordi flere er gået ind i de helt korte flekslån end ud af dem ved de seneste to refinansieringer. Det er ikke langtidsholdbart i forhold til at opfylde lovkravene i tilsynsdiamanten.

- Derfor bliver vi desværre nødt til at varsle en prisforhøjelse, siger Carsten Nøddebo, administrerende direktør i Realkredit Danmark, til Finans.

Prisstigningerne er derfor også kun på de korte lån, og Realkredit Danmark er klare i spyttet om, at det handler om at presse kunderne over i de længere lån med fast rente.

- De korte flekslån har været så populære, at det grundlæggende har ændret det danske realkreditsystem. Tidligere bestod det primært af lån med fast rente.

- I dag består det primært af lån med variabel rente. Og det kan blive en udfordring for realkreditsektoren. Derfor vil vi med de nye bidragssatser generelt set gøre det mere attraktivt at vælge andre typer lån, skriver Realkredit Danmark i en pressemeddelelse.

Problemet er ifølge Realkredit Danmark, at der nu er så mange korte lån, at det kan blive svært at refinansiere dem, hvis markedet vender.

- I værste fald kan det blive vanskeligt at få solgt alle obligationerne bag de mange korte lån, fordi investorerne ikke har mere appetit på netop den type obligationer.

- Denne situation er nok svær at forestille sig skulle blive til virkelighed. Men skulle den alligevel opstå, ville sektoren få svært ved at refinansiere mange danske boligejeres lån, skriver Realkredit Danmark.

Der vil kun blive tale om stigninger for omkring en tredjedel af Realkredit Danmarks kunder. Samtidig vil de berørte blive tilbudt gratis låneomlægning.

Tidligere i år varslede Nykredit, at man grundet forventningen til kommende regler ville hæve sine bidragssatser.

Det udløste stor vrede blandt kunder. Blandt andet blev ansatte i Nykredit chikaneret.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress