Af Ritzau - 13/06-16 16:13; Opdateret: 13/06-16 16:34

Mærsk-arving bliver ny topchef for A.P. Møller HoldingMærsk-arving bliver ny topchef for A.P. Møller Holding

Mærsk Mc-Kinney Møllers barnebarn Robert Uggla skifter fra Svitzer til A.P. Møller Holding.

storybild

Robert M. Uggla er søn af Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, som ses på billedet. Robert M. Uggla forlader jobbet som administrerende direktør i Svitzer for at blive administrerende direktør for A.P. Møller Holding. (Billede: Scanpix/Claus Fisker Scanpix)

Det bliver i familien.

Mærsk-arvingen Robert M. Uggla, der er barnebarn af Mærsk Mc-Kinney Møller, forlader sin stilling som administrerende direktør for Mærsk-firmaet Svitzer for per 1. september at blive administrerende direktør for A.P. Møller Holding, der er ejet af A.P. Møller Fonden og storaktionær i A.P. Møller-Mærsk A/S.

Det fremgår af en meddelelse fra A.P. Møller-Mærsk, skriver Ritzau Finans.

38-årige Robert M. Uggla har været administrerende direktør for Svitzer siden 2012, og her bliver han afløst af Henriette H. Thygesen, der kommer fra en stilling som administrerende direktør for logistikselskabet Damco Americas.

Mærsk Gruppens administrerende direktør, Nils Smedegaard Andersen, takker i pressemeddelelsen Robert M. Uggla for hans bidrag gennem 12 år.

- De sidste fire år som topchef for Svitzer har Robert med succes gennemført en restrukturering af selskabet.

- Han har forbedret både de finansielle og de sikkerhedsmæssige forhold og sikret en stærk pipeline af langtløbende kontrakter, hvilket vil drive fremtidig vækst. Jeg ønsker Robert fortsat succes i hans nye rolle som CEO for A.P. Møller Holding, lyder det.

Og Robert M. Ugglas skifte er formentlig et udtryk for, at holdingselskabet kommer til at spille en langt mere betydende rolle fremover, vurderer senioranalytiker Morten Imsgard fra Sydbank over for Ritzau Finans.

- 2016 er et rædselsår for Mærsk, hvor de virkelig bliver stresstestet på alle deres forretningsben på en gang. På den måde kan man godt spekulere i, at holdingselskabet vil få en mere betydningsfuld rolle fremadrettet.

-Det er vel næsten givet, at Robert M. Uggla næppe skifter til holdingselskabet for at få en eller anden tilbagetrukket rolle i Mærsk, mener analytikeren.

Robert M. Uggla er søn af Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, som er datter af Mærsk Mc-Kinney Møller.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress