Af Ritzau - 10/06-16 10:02; Opdateret: 10/06-16 11:07

Lav inflation kan spare familier 500 kroner om månedenLav inflation kan spare familier 500 kroner om måneden

Forbrugerpriserne bevæger sig stort set ikke. Især varer og benzin trækker inflationstakt ned.

storybild

Lav inflationstakt får pengene til at række længere i de danske husholdninger. (Billede: Free/Colourbox)

Danske forbrugere kan få lønningskronerne til at strække længere, når der skal fyldes varer i kurven i supermarkedet eller benzin på bilen.

Det samlede forbrugerprisindeks steg beskedne 0,1 procent i maj i forhold til samme måned sidste år, viser tal fra Danmarks Statistik.

Ifølge en beregning fra Nykredit sparer en gennemsnitlig familie omkring 500 kroner om måneden på den lave inflation.

Beregningen baserer sig på, at en gennemsnitlig families forbrug ifølge Danmarks Statistik udgør cirka 315.000 kroner om året.

- Det betyder, at den nuværende meget lave inflation øger rådighedsbeløbet til forbrug for en gennemsnitlig familie med cirka 500 kroner om måneden sammenlignet med en situation, hvor priserne stiger med de normale to procent om året, lyder det i en kommentar.

Ifølge Helge J. Pedersen, cheføkonom i Nordea, er det karakteristisk, at det er prisen på varer, som gør inflationstakten rekordlav.

- Varepriserne lå nemlig hele 1,6 procent lavere i maj i forhold til samme måned sidste år, mens prisen på tjenester omvendt steg med 1,9 procent, skriver Helge J. Pedersen.

I maj steg priserne på tjenester, som er blandt andet husleje, tandlæge, transport- og kulturtjenester, forsikringer samt bankgebyrer.

I samme periode faldt priserne på varer, som er blandt andet mad, tøj, møbler, biler, benzin og elektronik.

Den svage inflation er faktisk tegn på, at dansk økonomi vokser langsomt, siger Thomas Lynggaard Germann, senioranalytiker i Arbejdernes Landsbank.

- Den lave vækst betyder, at virksomhederne er forsigtige med at sætte priserne op, og i mange tilfælde ligefrem er nødt til at sætte dem ned for at bevare en vis omsætning, skriver han i en kommentar.

Men dermed kan de beskedne prisstigninger også blive en del af den medicin, der kan få økonomien helt på toppen igen.

- Det skyldes, at lønningerne stiger mere end prisen på varer og tjenester. Det betyder, at købekraften stiger, så de danske lønmodtagere har flere penge til forbrug, siger Thomas Lynggaard Germann.

Ifølge Danmarks Statistik var lønstigningstakten i første kvartal 1,8 procent for privatansatte, 1,2 procent i staten og 2,2 procent i kommuner og regioner, når man sammenligner med første kvartal i 2015.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress