24/02-16 13:39

Vestjysk Michelin-vinder vil tage opmærksomhed fra byerneVestjysk Michelin-vinder vil tage opmærksomhed fra byerne

Henne Kirkeby Kro er en af de restauranter uden for de større byer, der onsdag modtog en Michelin-stjerne.

storybild

Køkkenchef Paul Cunningham (højre) og Henne Kirkeby Kro modtog onsdag en Michelin-stjerne. (Billede: Polfoto/Jacob Ehrbahn)

Lidt over fire timer fra København, to forskellige tog og endelig en kort tur med bus.

Sådan lyder rejsen med offentlig transport til Henne Kirkeby Kro, der ligger i Vestjylland syd for Ringkøbing Fjord.

Den information ville måske ikke have været så interessant, før kroen med engelske Paul Cunningham i spidsen onsdag modtog en Michelin-stjerne ved et pressemøde på Hotel d'Angleterre i København.

Det er første gang nogensinde, at restauranter uden for København og Aarhus belønnes med en af de eftertragtede stjerner, og det skal nok få madinteresserede til at kigge mod vest.

- Det er fantastisk, og det betyder så meget for kroen og resten af Vestjylland. Vi vil gerne tage lidt af opmærksomheden fra de større byer, så hele regionen og ikke kun København får meget omtale, siger Paul Cunningham.

- Der kommer nok lidt flere gæster nu, men vi har heldigvis kun 12 værelser og 12 borde, og det er en fredet bygning, så vi må ikke bygge om og udvide, griner briten.

Også Frederiksminde på Sjælland og Kadeau Bornholm modtog en stjerne.

22 danske restauranter blev ved en storladen ceremoni i København tildelt en eller flere af de prestigefyldte Michelin-stjerner.

Men det får ikke beskedne Paul Cunningham, der tidligere har haft restaurant The Paul i København, til at miste jordforbindelsen.

- Jeg kommer fra Essex, så jeg har begge ben solidt plantet på jorden. Den vestjyske mentalitet var ikke ny for mig, da jeg startede herovre, for min baggrund i England lignede meget den jyske, så det var ikke en stor omvæltning for mig.

Paul Cunningham fortæller, at han ikke får inspiration ved at arbejde i kælderrestauranter i storbyen. Han er ikke en "storbykok", som han kalder det.

- Vestjylland er fantastisk. Jeg trængte til noget nyt, og her slapper jeg mere af med at passe have og to grise, der hedder Bente og Doris, skraldgriner køkkenchefen.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress