Af Ritzau - 12/05-16 14:58

Nykredits overskud vokser i kvartal med gebyrballadeNykredits overskud vokser i kvartal med gebyrballade

Stramt fokus på at skære i omkostninger giver større overskud i Nykredit, som kan opjustere med 400 millioner.

storybild

Nykredit-koncernen fik et overskud efter skat på 705 millioner kroner i første kvartal. Balladen om stigende bidragssatser har ikke smittet af på indtjeningen. (Billede: Free/Colourbox)

Midt i balladen om de stigende gebyrer, der træder i kraft 1. juli, kan realkreditgiganten Nykredit se tilbage på et kvartal, hvor der var gang i butikken og færre omkostninger.

Resultat af kerneforretningen - realkreditten - landede på 1637 millioner kroner mod 1499 millioner kroner i første kvartal året før.

På den baggrund kan Nykredit opjustere forventningen til resultatet i den del af butikken med 400 millioner kroner. Det er koncernchef Michael Rasmussen godt tilfreds med.

- Selv når vi sammenligner med første kvartal sidste år, hvor vi havde største konverteringsaktivitet nogensinde, kan vi se, at resultatet stiger over ni procent, siger Michael Rasmussen.

Fremgangen skyldes blandt andet, at Nykredit har haft gang i effektiviseringer i koncernen.

Blandt andet er der blevet færre medarbejdere, og den udvikling vi fortsætte i 2016, 2017 og 2018. Topchefen håber, at det kan ske uden fyringer.

- Vi kan ikke garantere noget, men det er absolut vores håb, at det kan ske med naturlig afgang, siger Michael Rasmussen.

Han tilføjer, at omkostningerne skal ned ved hjælp af yderligere digitalisering og effektivisering i koncernen.

Også nedskrivninger på udlån viste en positiv udvikling og gik fra at være en udgift på 329 millioner kroner i første kvartal 2015 til en samlet indtægt på 51 millioner kroner i første i år.

- Vi har en meget stærk udvikling i vores kreditkvalitet og glæder os over, at vores kunder har det bedre, siger Michael Rasmussen.

Nykredit-koncernens resultat før skat for første kvartal 2016 blev 895 millioner kroner mod 883 millioner kroner i første kvartal 2015.

Værdiregulering af såkaldte renteswaps trækker ned med 858 millioner kroner.

Nykredits varsling om, at prisen på boliglån stiger for kunderne i Totalkredit, der er en del af Nykredit, har fået meget opmærksomhed.

Ifølge Nykredit skyldes prisstigningerne kommende krav til selskabets kapital fra myndighederne.

Tusindvis af vrede boligejere har samlet sig i protestgrupper på nettet og i foreningen Fair Bidragssats.

Diskussionen bredte sig til Folketinget, hvor erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) i marts nedsatte et ekspertudvalg, der skal undersøge gennemsigtighed og mobilitet i realkreditten.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress