Af Ritzau - 27/05-16 13:54

Berlingske-koncernen tabte millioner i 2015Berlingske-koncernen tabte millioner i 2015

Berlingske Media må notere et underskud på 38 millioner kroner, men er nu rustet til fremtiden, lyder det.

storybild

Berlingske Media tabte millioner i 2015. (Billede: Free/Bettine Romme Andersen)

Berlingske Media, som udgiveren af Danmarks ældste avis nu hedder, gav et underskud på 38 millioner kroner i 2015. Året var præget af en større oprydning, efter at nye, belgiske ejere kom til, og underskuddet skyldes primært ekstraordinære udgifter i forbindelse med omlægninger.

- Vi står i dag med en stærkere virksomhed, som er fokuseret på vores tre stærke nationale titler. Indtægterne fra de strategiske frasalg, der var nødvendige for at fokusere virksomheden, har også betydet, at vi nu er blevet gældfri, skriver selskabet, hvis kerneforretning er udgivelsen af dagbladet Berlingske, formiddagsavisen BT og Weekendavisen, i en pressemeddelelse.

- Kombineret med en lavere omkostningsbase betyder det, at vi nu er godt rustet til udviklingsarbejdet i de kommende år, fastslår administrerende direktør Mette Maix, der blev hentet i Føtex, efter at den tidligere direktør, Lisbeth Knudsen, forlod virksomheden i 2015.

Berlingske Media omsatte for 1,6 milliarder kroner i 2015, hvor en række forretninger som Netdoktor, flere jyske lokalmedier og to trykkerier blev solgt fra.

Efter besparelser, der også kostede en række journalister jobbet, arbejder Berlingske Media på at "refokusere" forretningen med fokus på digital udvikling.

- Vi er glade for, at vi har vore ejeres og bestyrelsens fulde opbakning til vores nye, fokuserede strategi, skriver administrerende direktør Mette Maix, som forventer en forbedring af resultatet i år.

Tilbage i 2000 solgte Mærsk Mc-Kinney Møller sine aktier i det daværende Berlingske Officin til den norske virksomhed Orkla.

Det skete, efter at Berlingske havde beskrevet, hvordan A.P. Møller - Mærsk under krigen havde været involveret i våbensalg til Nazityskland gennem det såkaldte Riffelsyndikat.

Efterfølgende blev Berlingske Media solgt til britiske Mecom Group. I 2015 blev virksomheden igen solgt, denne gang til belgiske De Persgroep.

Under de mange ejerskaber har Berlingske Media gennemgået en stribe sparerunder og omorganiseringer.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress