04/04-16 11:24

Borgmester: Gasstop kan koste Esbjerg arbejdspladserBorgmester: Gasstop kan koste Esbjerg arbejdspladser

Esbjerg bliver hårdt ramt, hvis Mærsk gør alvor af trussel om at indstille gasproduktionen i Nordsøen.

storybild

Esbjerg nyder godt af at servicere boreplatformene i Nordsøen. Men det vil være et alvorligt slag for den sydvestjyske by, hvis A.P. Møller - Mærsk må indstille produktionen ved det største felt i den danske del af Nordsøen, vurderer borgmester Johnny Søtrup (V). (Billede: Free/Colourbox)

Det vil være et hårdt slag for Esbjerg, hvis A.P. Møller - Mærsk lukker for olie- og gashanerne fra Tyrafeltet i Nordsøen.

Det siger Esbjergs borgmester Johnny Søtrup (V).

- Hvis man ikke sætter andet i stedet, så vil det selvfølgelig få beskæftigelsesmæssige konsekvenser for Esbjerg og for andre dele af landet, siger Johnny Søtrup, som vurderer, det vil berøre mellem 400 og 500 arbejdspladser.

A.P. Møller - Mærsk har mandag varslet, at man i 2018 lukker ned for det største gasfelt i den danske del af Nordsøen, Tyrafeltet, hvis ikke en økonomisk bæredygtig plan for fremtiden kan laves i år.

Nyheden kommer kun få dage efter, at Dong Energy i sidste uge varslede, at man stopper arbejdet med Hejrefeltet i Nordsøen.

Esbjerg har i mange år nydt godt af de mange arbejdspladser, der følger med at have den olieholdige havbund ud for kysten.

Borgmester Johnny Søtrup er overbevist om, at Mærsk vil strække sig langt for at opretholde gasproduktionen.

Men politikerne bør også være klar med en håndsrækning, lyder det fra Esbjerg-borgmesteren.

- Alle selskaber håber på lempeligere vilkår, fordi vi har de lave oliepriser, vi har. Og når vi skæver til nabolandene kan vi jo se, at både Storbritannien og Norge har skabt bedre rammevilkår. Det håber jeg naturligvis også, at man gør herhjemme, siger Johnny Søtrup.

- Det vil ikke kun være til gavn for Esbjerg og olieselskaberne, men for hele den nationale økonomi, siger Johnny Søtrup.

Direktøren for Esbjerg Havn, Ole Ingrisch, siger, at en eventuel lukning af Mærsks olie- og gasproduktion vil være et alvorligt slag for havnen.

Men han understreger, at havnen har flere ben at stå på.

- Ud over olie og gas har vi blandt andet havvindmøller og godsfærger. Men det er klart, at olie og gas har været en vigtig del af Esbjergs erhvervsliv de sidste 20 til 30 år. Så det er da alvorligt, siger Ole Ingrisch.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress