08/03-16 13:43

Multinationale selskaber skal oplyse mere til SkatMultinationale selskaber skal oplyse mere til Skat

EU-landene er enige om gennemsigtighed, så selskaber ikke selv bestemmer, hvor de betaler skat, siger Hjort.

storybild

Finansminister Claus Hjort Frederiksen håber, at et nyt forslag vil sætte en stopper for, at selskaber selv vælger, hvor de vil betale skat. (Jens Dresling/POLFOTO) (Billede: Polfoto/Jens Dresling)

Multinationale virksomheder skal betale skat, hvor de tjener deres penge.

Det har været målet for EU-Kommissionen, efter at EU har kørt en række sager om skatteunddragelse mod giganter som Google, Apple, McDonald's, Fiat og Starbucks.

Og nu bliver det nemmere for myndighederne at sikre, at det også sker.

På et møde tirsdag i Bruxelles er EU-landenes økonomi- og finansministre blevet enige om et forslag, der skal sikre større gennemsigtighed i multinationale selskabers skattebetaling.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) siger efter mødet, at han er tilfreds med beslutningen, som baner vej for systematisk udveksling af skatteoplysninger om multinationale virksomheder i EU.

- Nu skal vi lave indberetninger for selskaber og datterselskaber samlet, så man kan se, hvad de betaler i skat, siger Claus Hjort Frederiksen.

Multinationale selskabers skatteunddragelse har længe været et tema i Danmark, og i 2012 indførte den daværende S-R-SF-regering åbne skattelister. Argumentet var, at mere åbenhed ville motivere selskaberne til at indbetale mere i skat.

Liberal Alliance kæmper i disse uger for at få lukket de åbne skattelister via et beslutningsforslag i Folketinget, men det ser ikke ud til at samle flertal.

Og nu er et lignende initiativ på vej på europæisk plan efter beslutningen tirsdag.

- I første omgang er der tale om oplysninger til brug for skattevæsnet. Så vil der senere komme et forslag fra kommissionen om, hvad det er for nogle oplysninger, der skal offentliggøres, siger Claus Hjort Frederiksen til Ritzau.

Dansk Industri har tidligere advaret om, at udveksling af oplysninger mellem EU-landene kræver en meget sikker procedure, fordi det kan få stor betydning for en virksomhed, hvis deres forretningskoncepter bliver afsløret.

Der har også været bekymring i erhvervslivet for konkurrenceevnen, hvis EU-landene går længere end OECD's (Organisationen for økonomisk Samarbejde og Udvikling) anbefalinger. Claus Hjort forventer dog, at andre vil følge efter og indføre samme regler.

- Jeg synes, der var bred tilslutning hele vejen rundt om bordet. Det er et vigtigt skridt, og det er vigtigt, at vi i EU-landene viser vejen på det område. Og jeg går ud fra, at USA kommer senere.

Spørgsmål: Kommer det til at betyde noget for den danske statskasse?

- Vi skal have større gennemsigtighed om skattebetalinger, og ingen af os er tilfredse med, at man selv kan bestemme, hvor man skal betale skat.

Spørgsmål: Men kan der være tale om ekstra milliarder til statskassen?

- Jeg ved ikke, hvor meget det er. Men det er også et principielt spørgsmål, siger finansminister Claus Hjort Frederiksen.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress