Af Ritzau - 24/08-16 09:14; Opdateret: 24/08-16 12:57

Italienske landsbyer ligger i ruiner - 38 dræbtItalienske landsbyer ligger i ruiner - 38 dræbt

Italienske myndigheder bekræfter, at mindst 38 er døde i jordskælv, skriver Reuters. 150 personer er savnet.

Mindst 38 mennesker har mistet livet som følge af et kraftigt jordskælv i det centrale Italien, siger en talskvinde for den italienske beredskabsstyrelse.

Mange er fanget under murbrokker fra kollapsede huse.

BBC har citeret kilder for, at myndighederne stadig savner 150.

- Skælvet ramte byer og landsbyer i den bjergrige centrale del landet, hvor redningsindsatsen er besværliggjort af det vanskelige terræn, siger talskvinden Immacolata Postiglione, som leder styrelsens katastrofeafdeling.

- Der er stadig fanget så mange under murbrokker. Der er så mange savnede, tilføjer hun.

Talskvinden siger, at 27 omkom mellem byerne Accumoli og Amatrice, mens yderligere 10 omkom i det nærliggende område Arquata. Senere på pressemødet opjusterede hun dødstallet til 38 uden at oplyse yderligere detaljer.

Skælvet, der blev målt til 6,2, ramte en række mindre byer i Umbrien, men synes ikke at have berørt tæt befolkede områder.

Der er meldt om dræbte i landsbyerne Accumoli, Amatrice og Arquata del Tront

- Byen er her ikke mere, siger borgmesteren i Amatrice ifølge BBC.

Snesevis af huse styrtede sammen i landsbyer nær skælvets epicentrum, og redningsmandskab kæmper mod tiden.

Skælvet er det mest voldsomme i Italien siden 2009, hvor over 300 omkom i og ved byen Aquila, der ligger lidt syd for det område, der blev ramt ved onsdagens skælv.

Skælvet ramte omkring 75 kilometer sydøst for Perugia, der er hovedbyen i regionen Umbrien. Ifølge USGS var det relativt overfladisk med en dybde på blot ti kilometer.

Reuters skriver, at skælvet kunne mærkes i Rom, der ligger cirka 170 kilometer fra skælvets epicentrum.

/ritzau/Reuters

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress