Af Ritzau - 11/05-16 23:26

Esbjerg-træner: Det ramlede fuldstændig i anden halvlegEsbjerg-træner: Det ramlede fuldstændig i anden halvleg

Jonas Dal mener, at Esbjerg var for sløsede i opdækningen på indlæg og dødbolde, og det blev dyrt mod AGF.

Esbjerg-træner Jonas Dal kunne se sit mandskab tabe hele 1-5, da vestjyderne onsdag aften gæstede AGF i Alka Superligaen.

På trods af det store nederlag, så træneren dog visse lyspunkter hos sine spillere.

- Det lyder sindssygt at sige, når man lige har tabt 1-5, men jeg var faktisk godt tilfreds med vores første halvleg.

- Det var et kæmpe skridt frem i forhold til sidste kamp mod Sønderjyske. Det skal vi tage med herfra, siger Jonas Dal.

Esbjerg-træneren så dog også en del alvorlige fejl. Især opdækningen i feltet skuffer træneren.

- Vi leverede mange opdækningsfejl og sløs i feltet. De kom først på både anden- og tredjebolde. Vi var for boldfikserede på indlæg, og det betød, at de blev helt frie i bagrummet og kunne sende bolden i nettet, siger Jonas Dal.

- Det ramlede fuldstændig i anden halvleg, og jeg havde egentlig lyst til at smide det hele i skraldespanden. Vi fik ikke lagt nok pres på indlæg, og det gik galt i dag.

Anfører Jesper Jørgensen var skuffet over resultatet, og han har samme analyse som sin træner.

- Vi kunne ikke finde ud af at dække op på indlæg og dødbolde. Det var det eneste, de scorede på, men det gjorde de så fem gange, siger Jesper Jørgensen.

- De scorede næsten på det hele i anden halvleg, og det hele kom efter indlæg. Vi var ikke skarpe nok i eget felt, og vi manglede generelt kvalitet over hele linjen.

Jonas Dal og Esbjerg får mulighed for at revanchere nederlaget på mandag, hvor de tager imod Brøndby i Alka Superligaen.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress