Af Ritzau - 19/08-16 04:20

Overtidsdrama sender norske jenter ud af guldkampenOvertidsdrama sender norske jenter ud af guldkampen

Norges håndboldkvinder må nøjes med bronzekamp efter overtidsnederlag til Rusland.

De norske håndboldkvinder kunne i Rio have tangeret Danmarks rekord med guld ved tre olympiske lege i træk, men det kommer ikke til at ske.

Norge tabte en uhyre tæt og spændende semifinale til Rusland med 37-38 efter forlænget spilletid.

Fløjspilleren Camilla Herrem havde få sekunder før tid muligheden for at udligne til 38-38 og fremtvinge en ny forlængelse, men hun kiksede, og så var det slut.

Profilen Nora Mørk var dybt skuffet efter kampen.

- For mig er det kun guld, der er godt nok. Det gør mig bare endnu mere vred, for jeg var skadet i London (ved OL for fire år siden, red.).

- De fire seneste år er det kun dette, som har fyldt mit hoved. Det var den store drøm, og det føles helt uvirkeligt, siger hun til norsk TV2.

Russerne var inden kampen som det eneste hold ubesejret i turneringen, men det var nordmændene, der lagde bedst ud.

Det første kvarter sad de på kampen. Så kom russerne bedre med og førte også 18-16 ved pausen.

Normalt plejer de norske keepere at kunne afgøre kampe, og den tidligere Team Esbjerg-målvogter Kari Grimsbø har da også udrettet små mirakler i målet tidligere ved dette OL.

I denne semifinale var det dog russernes Viktoria Kalinina, der var mest iøjnefaldende.

Med en redningsprocent på lige under 50 var hun stærkt medvirkende til, at russerne bevarede teten og hele tiden var et mål eller to foran.

Russerne lå da også til at skulle vinde kampen i ordinær tid, men en norsk scoring fem sekunder før tid sendte kampen ud i overtid.

Den blev mindst lige så tæt, og det endte altså med at være en enkelt brændt chance fra fløjen, der blev forskellen på de to hold.

Den anden semifinale var et anliggende mellem Frankrig og Holland, og den kamp blev nøjagtigt lige så tæt.

Efter en nervepræget afslutning trak franskmændene sig sejrrigt ud af opgøret med en smal 24-23-sejr og skal dermed spille OL-finale for første gang.

De grædefærdige hollændere - som er med ved OL for første gang - må ligesom Norge nøjes med en bronzekamp.

Den bliver en gentagelse af VM-finalen i fjor i Herning, som nordmændene vandt 31-23.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress