Af Ritzau - 31/07-16 03:57

Chicago-politi dræbte sort 18-årig med skud i ryggenChicago-politi dræbte sort 18-årig med skud i ryggen

To betjente er indtil videre fritaget fra tjeneste, fordi de muligvis har overtrådt politiets skudreglement.

En 18-årig afroamerikaner, som torsdag nat blev skudt og dræbt af betjente fra politiet i Chicago, blev ramt i ryggen. Det viser en obduktion af liget ifølge CBS Chicago.

Retsmedicineren i Cook County fastslår lørdag, at der var tale om et drab. To af de tre betjente, som affyrede deres våben mod den 18-årige Paul O'Neal, er blevet "fritaget for deres politimæssige beføjelser".

De har muligvis brudt politiets regler i forbindelse med episoden, oplyser Anthony Guglielmi, talsmand for politiet i Chicago (CPD).

- CPD-efterforskere fastslog, at tre betjente anvendte deres våben. Med det, vi indtil videre ved, så lader til det, at afdelingens politikker kan være blevet krænket af mindst to af betjentene, udtaler han i en mail, skriver CBS Chicago.

En uafhængig myndighed er i gang med at efterforske hændelsen. Mens undersøgelsen står på, vil de to betjente blive beskæftiget med kontorarbejde.

Skyderiet skete, da betjente forsøgte at stoppe en Jaguar. Bilen var tidligere på dagen meldt stjålet. Jaguaren blev blokeret af patruljevogne, men da chaufføren alligevel forsøgte at køre sig fri, åbnede betjentene ild.

Jaguaren kørte galt og ramte en parkeret bil. O'Neal blev bragt på hospitalet, hvor han halvanden time senere blev erklæret død. En 17-årig dreng, der også var i bilen, blev anholdt. Det vides endnu ikke, hvem der sad bag rattet i det stjålne køretøj.

De involverede betjente bar kropskameraer, og politibilerne på stedet havde også deres kameraer aktiveret, oplyste politiledelsen fredag.

Politiets anvendelse af våben over for især afroamerikanere er et hedt tema i USA. Kritikere beskylder politiet for alt for ofte at reagere overilet i forbindelse med anholdelser eller henvendelser til borgere med afroamerikansk baggrund.

For nylig vakte det opsigt, da politifolk i Florida skød mod en afroamerikaner, der lå på ryggen på en gade med hænderne i vejret. Manden overlevede sine skudsår.

Adskillige politifolk i USA bliver dog også dræbt i tilsyneladende banale sager.

Torsdag blev en betjent dræbt og en anden såret, da de i San Diego ville stoppe en person. Personen reagerede ved omgående at skyde mod de to politifolk, skriver CNN.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress