10/02-16 18:38

Falske hjemmehjælpere stjæler smykker fra ældre dameFalske hjemmehjælpere stjæler smykker fra ældre dame

En 73-årig kvinde blev sparket og slået, da to unge kvinder flåede fingerringe og armbånd af hende.

storybild

En 73-årig kvinde ventede onsdag på, at hjemmehjælperen bryggede kaffe og lavede smørrebrød i hendes hjem i Søborg, da hun så skyggen af en fremmed i gangen.

Hun går ud for at undersøge sagen og ser to kvinder, som er iført hvide ansigtsmasker, kaldet harlekinmasker, fortæller Michael Liebst Sørensen fra Københavns Vestegnens Politi.

De siger til hende, at hun skal udlevere sine smykker. Det har hun ikke i sinde at gøre frivilligt, så hun bliver skubbet omkuld og tildelt adskillige slag og spark på kroppen, fortæller Michael Liebst Sørensen.

De to kvinder flår flere armbånd og tre fingerringe, den ene med en rubin, af den 73-årige kvinde, inden de løber fra stedet.

Den ene kvinde havde udgivet sig for at være hjemmehjælper og angiveligt lukket den anden ind. På vej væk møder de den rigtige hjemmehjælper, som tror, at de er klædt ud til fastelavn.

Derfor ser hun ikke, hvor de løber hen. Politiet vil meget gerne i kontakt med alle, som mener at have set de to kvinder.

De er mellem 20 og 25 år, de har begge mørkt skulderlangt hår og er mørke i huden. Den ene var iført en mørk figursyet frakke. Hun er omkring 170 centimer, mens den anden er omkring 165 centimeter.

- Og hvis nogen finder de her harlekinmasker, så vil vi meget gerne have det at vide. Det bedste vil være, hvis man ringer til politiet, lader maskerne ligge og bliver stående, indtil vi kommer, så vi kan sikre dem på rigtig vis, siger Michael Liebst Sørensen.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress