Af Ritzau - 14/10-16 20:49

Viborg-lejr savner mål og point efter 0-1 i HaderslevViborg-lejr savner mål og point efter 0-1 i Haderslev

Både Jonas Kamper og Johnny Mølby mener, Viborg har fortjent flere point efter første halvdel af grundspillet.

Viborg løb fredag aften ind i et 0-1-nederlag på udebane mod Sønderjyske i Alka Superligaen. Resultatet betyder, at viborgenserne halvvejs igennem grundspillet står med 12 point for 13 kampe.

Kantspiller Jonas Kamper er ikke tilfreds med pointhøsten, der blot rækker til en placering i den kedelige ende af tabellen.

- Langt hen ad vejen har vi spillemæssigt bygget på, men både point- og scoringsmæssigt halter vi efter det, vi havde håbet på. Vi halter også efter i forhold til det, vi har fortjent, mener jeg.

- Nu er vi nået halvvejs i det her grundspil, og så må vi gøre en lille status. Vi må sætte os ned og finde en målsætning for de næste 13 kampe, siger han og fortsætter:

- Når det er sagt, så er det klart, at vi skal have flere point i de næste 13 runder end dem, vi har fået i de første, og det mener jeg også, der er grund til at tro på, kan lade sig gøre.

Cheftræner Johnny Mølby mener ligesom Jonas Kamper, at holdet har fortjent flere point og roser samtidig sin bagkæde.

- Jeg ville rigtig gerne have ligget højere, og jeg savner nogle point i forhold til det, vi har spillet til. Vi giver ikke meget væk i defensiven, og når man kan det, så skal man stort set have point hver weekend, siger han.

Viborg er i de seneste fire kampe gået fra banen uden at score, og han indrømmer, at det ikke er godkendt.

- Jeg medgiver, at vi har et problem i vores offensiv. Vi laver som hold alt for få mål, og der skal komme flere mål fra de forreste. Man skal dog huske på, at vi er hårdt ramt af skader til vores offensive spillere, siger Johnny Mølby.

Viborg får i næste runde besøg af oprykkerne fra Silkeborg.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress