22/01-16 07:20

Nikolaj Ehlers scorer i nyt NHL-nederlagNikolaj Ehlers scorer i nyt NHL-nederlag

Både Nikolaj Ehlers og Jannik Hansen kom på pointtavlen i NHL natten til fredag.

For anden kamp i træk kom det 19-årige danske stortalent Nikolaj Ehlers på pointtavlen i verdens bedste ishockeyliga, NHL. Ligeledes for anden kamp i træk måtte Ehlers dog forlade isen som taber.

På hjemmebane tabte Winnipeg Jets 1-4 til Nashville Predators.

Det så ellers lovende ud for hjemmeholdet efter fire minutters spil, da Nikolaj Ehlers blev sendt af sted på en friløber mod den rutinerede finske målmand Pekka Rinne. Danskeren sendte køligt pucken i mål til stillingen 1-0.

Det var fjerde gang i de seneste fem kampe, at Nikolaj Ehlers kom på pointtavlen for Winnipeg.

I slutningen af første periode udlignede Nashville, som sikrede sig sejren ved at vinde de efterfølgende to perioder med henholdsvis 1-0 og 2-0.

Kampen var et reelt bundbrag i Central Division, og efter endnu et nederlag får Winnipeg Jets mere end svært ved at nå med i slutspillet.

Bedre går det for Vancouver Canucks med Jannik Hansen på holdet.

På udebane vandt Vancouver 4-2 over Boston Bruins. I tredje periode assisterede danskeren scoringen til 3-2. Vancouver ligger nummer tre i den tætte Pacific Division.

Også Mikkel Bødker var i aktion natten til fredag i NHL. Han måtte gå pointløs fra banen, da han sammen med Arizona Coyotes led et 1-3-nederlag hjemme mod San Jose Sharks.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress