21/02-16 17:37

Den 92-årige Mugabe bliver på magtenDen 92-årige Mugabe bliver på magten

Mugabes modvilje mod at se sig om efter en afløser fører i stigende grad til stridigheder.

Den 92-årige Robert Mugabe siger, at han ikke har nogen planer om at forlade posten som præsident i Zimbabwe, og har ikke udset sig nogen efterfølger.

De statslige medier hyldede i weekenden Mugabe, da han fyldte 92 år søndag. Han er den leder, som har været længst tid ved magten i Afrika.

Han er den eneste præsident, som Zimbabwe har haft.

Men Mugabes modvilje mod at se sig om efter en person, som kan afløse ham, har i stigende grad affødt stridigheder - også inden for hans eget parti Zanu-PF, hvor ledelsen prøver at gøre forberedelser til en post-Mugabe-æra.

Den interne konflikt i det ledende parti blokerer arbejdet med at løse landets akutte problemer med en stagnerende økonomi og den værste tørke i en generation.

- Ingen bryder sig om kriserne. Regeringen handler ikke, da Zanu-PF er for optaget af spørgsmålet om, hvad der skal ske efter Mugabe, siger oppositionslederen Morgan Tsvangirai.

Mugabe har indført undtagelsestilstand i en del af de tørkeramte landbrugsområder.

Indførelse af nødretstilstand i forbindelse med en katastrofe giver internationale donorer mulighed for hurtigt at rejse penge til fødevarehjælp til Zimbabwe.

De lokale myndigheder sagde tidligere i denne måned, at den forhenværende britiske koloni har fået 75 procent under den normale mængde regn. I nogle regioner er tre fjerdedele af afgrøderne ødelagt.

Vejrfænomenet El Niño har medført ringe nedbør i hele det sydlige Afrika.

Nogle iagttagere mener, at mangelfulde eller fejlslagne reformer i landbruget har været med til at bane vej for krisen under Mugabe.

Mugabe er den ældste afrikanske leder, og samtidig er han en af de mere kontroversielle i Afrika efter kolonitiden. I store dele af Afrika bliver han set som en helt, der kæmpede mod koloniherrer, da han overtog magten i 1980 efter en brutal guerillakrig mod den britiskstyrede mindretalsregering.

Hans stjerne er siden falmet hos mange, men Mugabe står stadig som en central, politisk figur på kontinentet, og han blev sidste år valgt som leder af Den Afrikanske Union (AU).

/ritzau/AFP

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress