Af Ritzau - 14/10-16 12:41

Tyrkisk trænede styrker gør sig klar til angreb på IS i IrakTyrkisk trænede styrker gør sig klar til angreb på IS i Irak

Offensiv mod Islamisk Stat i storbyen Mosul vil begynde "inden for få dage", oplyser tyrkiske regeringskilder.

Styrker trænet af det tyrkiske militær i det nordlige Irak vil deltage i en planlagt operation mod Islamisk Stat i den irakiske storby Mosul. Det skriver statslige, tyrkiske medier.

Regeringskilder i Tyrkiet siger efter forhandlinger med USA, at operationen vil begynde "inden for få dage", hvis der ikke sker uforudsete nye udviklinger.

Tyrkiet har været inde i et intenst opgør med Irak om, hvem der skal deltage i offensiven mod Islamisk Stat i Mosul.

Torsdag advarede Tyrkiets vicepremierminister, Numan Kurtulmus, om, at tyrkiske styrker vil blive i det nordlige Irak, indtil militante fra Islamisk Stat er blevet drevet ud af storbyen Mosul - dog kun på betingelse af, at kurdiske YPG-militser ikke er involveret.

Islamisk Stats enheder i byen har i den seneste tid placeret mange lureminer i Mosul, lige som de har gravet tunneler og rekrutteret børn som spioner som forberedelse til den ventede offensiv. Det siger en amerikansk embedsmænd til Reuters.

Mosul er hjemsted for 1,5 millioner mennesker og har været hovedkvarter for Islamisk Stat i Irak siden 2014.

Vestlige politikere og militære ledere siger, at Mosul vil blive genindtaget snart.

Det er to år siden, at Islamisk Stat indtog Mosul, og hvis jihadisterne mister kontrollen over byen, vil det være det hidtil mest alvorlige tilbageslag for den islamistiske organisation.

Det var fra Den Store Moské i Mosul, at IS' leder, Abu Bakr al-Baghdadi, i 2014 udråbte et kalifat, som omfatter store landområder i Syrien og Irak.

Den irakiske regering i Bagdad siger, at en befrielse af Mosul vil være afslutningen på Islamisk Stats tilstedeværelse på irakisk territorium.

/ritzau/Reuters

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress