Af Ritzau - 05/09-16 09:58

iPhone flopper i ny dansk undersøgelseiPhone flopper i ny dansk undersøgelse

Apples iPhone 6S Plus scorer lavest i ny rapport om antennesignal. Minister håber, at selskaberne læser med.

storybild

Apples iPhone 6S+ scorer lavest i en ny rapport om antennesignal. Arkivfoto. (Billede: Free/Johansen Linda)

Hvis man vil være sikker på, at mobilen kan ringe fra både kælderen, stranden og langt uden for byerne, er det en god idé at holde sig væk fra Apples populære iPhone.

Det mener professor Gert Frølund Pedersen, der er ansat på Institut for Elektroniske Systemer ved Aalborg Universitet.

Han har undersøgt antennekvaliteten på de 26 mest populære mobiltelefoner i Norden for Energistyrelsen og de nordiske telemyndigheder, og resultatet taler sit helt tydelige sprog:

- Nogle enkelte af telefonerne har brug for 100 gange så kraftigt et signal som den bedste telefon i undersøgelsen, siger Gert Frølund Pedersen.

Antennesignalet er en svær størrelse at måle på. For alt afhængigt af hvordan man holder telefonen, kan antennens styrke variere.

Samlet set skiller den nye Apple-model iPhone 6S Plus sig dog ud i undersøgelsen.

- Apple har haft problemer, og de bliver ved med at have problemer. Det ser endda ud til at blive værre på nogle af deres nye telefoner - hvilket er ret utroligt, konstaterer Gert Frølund, der har lavet en lignende undersøgelse to gange før.

Professoren mener, at det bedste ville være en mærkningsordning i stil med dem, man kender fra elpærer og køleskaber, så det er til at gennemskue antennekvaliteten.

Men den løsning bider selskaberne ikke på, fortæller Gert Frølund Pedersen.

- I stedet vil jeg råde forbrugerne til at undersøge telefonens GSM 900-system, inden de beslutter sig.

Rapporten er blevet til med støtte fra Nordisk Ministerråd.

Danmarks energi- og forsyningsminister, Lars Christian Lilleholt (V), er enig i, at det er godt med mere fokus på antennekvaliteten.

- I Danmark har vi i forvejen meget fokus på at få en god mobildækning. Men ud over at vi påvirker selskaberne til at opstille flere mobilmaster, har man altså som forbruger selv mulighed for at påvirke dækningen, siger han.

Ministeren ser gerne, at mobilproducenterne kaster sig over Aalborg-professorens rapport.

- Jeg håber, at den vil være med til at lægge et pres på dem. Og der er forbrugerne faktisk de bedste til at stemme med fødderne, siger Lars Christian Lilleholt.

Ritzau har forsøgt at forholde Apple kritikken, men det lykkedes ikke inden deadline.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress