Af Ritzau - 24/05-16 16:57; Opdateret: 24/05-16 21:05

Valverde tager etapesejr og hopper på podiet i GiroenValverde tager etapesejr og hopper på podiet i Giroen

Alejandro Valverde vinder 16. etape af Giro d'Italia, mens Steven Kruijswijk udbygger samlet føring.

Spanieren Alejandro Valverde (Movistar) vandt tirsdag sin første etape i årets Giro d'Italia.

Han kørte først over målstregen i den 133 kilometer lange 16. etape til Andalo, der bød på flere hårde stigninger undervejs.

I den afsluttende spurt besejrede han hollænderen Steven Kruijswijk (LottoNL-Jumbo), der fører løbet sammenlagt.

Hollænderen ligner mere og mere den første hollandske vinder af en Grand Tour i 36 år. Således kom han ind i samme tid som Valverde og øgede til nærmeste konkurrent, colombianeren Esteban Chaves (GreenEdge), i den samlede stilling.

Samtidig mistede den italienske favorit Vincenzo Nibali (Astana) tid og sin tredjeplads til etapevinderen Valverde.

På etapens næstsidste stigning - en skrap én i slutfasen - stak Steven Kruijswijk, Alejandro Valverde og Ilnur Zakarin (Katusha) af, og Vincenzo Nibali og Esteban Chaves kunne ikke svare tilbage.

De sled for at køre de forreste ind i et forsvar af deres positioner som nummer to og tre i den samlede stilling, men fronttrioen så de ikke skyggen af igen.

Den skrappe afslutter Valverde vandt nemt spurten, hvor han kun blev udfordret af Kruijswijk.

Selv om hollænderen måtte se sig slået, fik han understreget, at han er feltets stærkeste overordnet set i løbet.

Han fører nu med præcis tre minutter ned til Chaves på andenpladsen. Valverde indtager tredjepladsen yderligere 23 sekunder efter.

Nibali mistede meget tid og ligger nu på fjerdepladsen 4 minutter og 43 sekunder efter den lyserøde førertrøje.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress