Af Ritzau - 02/06-16 15:03

DIF: Danske professionelle boksere kommer næppe til OLDIF: Danske professionelle boksere kommer næppe til OL

Professionelle boksere må deltage i OL i år, men intet tyder på, at den ændring øger Danmarks deltagerantal.

En ny regel giver professionelle boksere lov til at deltage i sommerens OL i Rio, men der kommer næppe danske professionelle boksere med.

Der er kun ét kvalifikationsstævne tilbage i begyndelsen af juli, hvor professionelle boksere kan kvalificere sig til OL, og ingen professionelle danskere er tilmeldt. Det fortæller Danmarks Idrætsforbunds (DIF) OL-pressechef, Jakob Draminsky.

- Som det ser ud nu, kommer der ikke professionelle danskere med, og vi har ikke hørt noget fra den professionelle verden.

- Jeg snakkede med landstræneren (Thomas Kyø, red.), og han havde ikke hørt noget fra nogen, så i praksis kommer det ikke til at ske, siger pressechefen.

Ændringen i reglerne blev onsdag vedtaget af Det Internationale Bokseforbund (Aiba) kun få måneder før OL i Rio i august.

Der er dog stadig mulighed for, at danske boksere kan komme med til Brasilien. Der er nemlig stadig tre amatørboksere, som dyster i kvalifikationsturneringen om pladser til OL.

Formand for Dansk Professionelt Bokse-Forbund (DPBF) Jesper D. Jensen ved ikke, om der er professionelle danske boksere, der vil forsøge at komme med til OL. Han vil ikke stå i vejen for, at de tager til OL i Rio, men han har svært ved at se det ske.

- Det kommer som en panikløsning lige før (OL, red.).

- Ens ry bliver mere ødelagt end styrket ved OL. Lad os nu sige, at du går ud og taber til en eller anden helt ukendt amatør, så vil det gøre dit brand meget dårligt, og det er det, professionelle boksere lever af, siger Jesper D. Jensen.

Regelændringen falder ikke i god jord hos Dansk Bokse-Union (Dabu). Det kan især gå udover en lille boksenation som Danmark, fortalte formand Benny Jørgensen onsdag efter vedtagelsen.

- Jeg tror, du risikerer at dræbe amatørboksningen ved at lade det foregå, sagde Benny Jørgensen.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress