Af Ritzau - 05/09-16 10:31; Opdateret: 05/09-16 11:07

Hjort håber på hele blå blok bag 2025-planHjort håber på hele blå blok bag 2025-plan

Borgerlige partier bør stå bag en aftale om 2025-planen, siger finansminister Claus Hjort Frederiksen (V).

Hele blå blok skal gerne blive enige om 2025-aftalen og finansloven. Og så er spørgsmålet, om andre partier vil være med.

Sådan lyder det fra finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) før mandagens forhandlinger med venstrefløjen - Alternativet, Enhedslisten, SF og grønlandske Inuit Ataqatigiit (IA).

- Jeg håber da, at rigtig mange vil være med i en aftale. Min opgave som finansminister er at samle et flertal for dette. Jeg går ud fra, at blå blok bliver enige. Men hvis andre vil være med, er vi da kun glade for det, siger Claus Hjort Frederiksen.

Dermed lægger han op til, at regeringen i de kommende uger først og fremmest skal forsøge at få Dansk Folkepartis udlændingekrav til at møde LA's topskattekrav.

Samtidig presser De Konservative på for lettelser til boligejerne, hvis partiet skal være med i en blå aftale.

Venstrefløjen ventes på forhånd ikke at spille en afgørende rolle i forhandlingerne. Men Claus Hjort Frederiksen vil ikke smække med glasdøren allerede på førstedagen.

- Det er alt for tidligt at tale om det. Det må vi jo se. Nu havde jeg sættemøder med en række partier i fredags. Nu har jeg sættemøder med en række partier mandag. Så må vi se, hvordan billedet ser ud, siger Claus Hjort Frederiksen.

Alternativet var det første parti til at møde op i Finansministeriet mandag. Og det skete med flere meldinger, der stort set udelukker, at partiet kan indgå i en samlet aftale med regeringen.

Alternativet afviser regeringens tvungne pension for de 750.000 danskere uden pensionsopsparing, omlægning af SU til mere lån og grønne besparelser som PSO-afgiften samt den grønne check.

Alternativet vil dog gerne lave en aftale om iværksætteri. Claus Hjort Frederiksen vil ikke sætte Alternativet uden for døren fra begyndelsen.

- Jeg har et helt åbent sind. Jeg håber, at så mange som muligt vil være med til så meget som muligt, siger Claus Hjort Frederiksen og tilføjer:

- Det, vi har spillet ud med, er jo ikke et alt-eller-intet-forslag. Det har vi til forhandling. Alle, der gerne vil drøfte og forhandle det med os, vil vi selvfølgelig gerne tale med.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress