Af Ritzau - 21/11-16 20:16

Lærer forbrændt af stikflamme i forsøg på jysk skoleLærer forbrændt af stikflamme i forsøg på jysk skole

Elever sprang til med vand og ringede 112, da kvindelig skolelærer blev forbrændt på skole i Ikast.

En 35-årig kvindelig lærer på Nordre Skole i Ikast er mandag eftermiddag blevet forbrændt i forbindelse med et forsøg i en kemitime.

Læreren blev fløjet til Rigshospitalet med helikopter, og de første meldinger lød ifølge Midt- og Vestjyllands Politi på, at hun var forbrændt på op til 45 procent af kroppen.

- Men Rigshospitalet melder nu, at det ikke er så alvorligt, som man først troede. Men de kan ikke komme nærmere ind på hendes tilstand, lyder det fra vagtchef Jens Claumarch.

Skoleleder Bo Nielsen oplyser til Herning Folkeblad, at ulykken skete i forbindelse med et forsøg i kemi, hvor der blev udviklet en stor stikflamme, som forbrændte læreren alvorligt.

- Fysikholdets anden lærer greb resolut ind og slukkede ilden. Undervejs ringede eleverne 112, løb efter hjælp og assisterede med vand til køling af læreren, siger Bo Nielsen til Herning Folkeblad.

Ifølge skolelederen bliver der taget hånd om eleverne, hvoraf ingen kom til skade, i samarbejde med Falck og politiet.

Midt- og Vestjyllands Politi fik anmeldelsen om ulykken klokken 15.18 mandag eftermiddag.

- Sagen behandles som en arbejdsulykke, og vi forventer, at vi kan tale med hende om et par dage, siger vagtchef Jens Claumarch.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress