Af Ritzau - 25/05-16 13:51

Musik og hovedregning kan dulme dine smerterMusik og hovedregning kan dulme dine smerter

Hvis du skal bores i tænderne, eller dine rygsmerter gør det svært at sove om natten, kan det hjælpe at sætte din yndlingsmusik på anlægget.

storybild

Hvis du lider af kroniske smerter, kan afspænding, yoga og musik måske hjælpe dig igennem hverdagen med mindre medicin. (Billede: free/)

Smerter kan være jagende og pinefulde, give depressioner og gøre livet svært.

Derfor er smertestillende medicin et nødvendig onde for mange danskere. Men der findes alternativer, som har vist sig effektive, hvis du vil prøve at skære ned på pillerne.

Studier har blandt andet vist, at vores yndlingsmusik i nogle tilfælde kan fjerne smerter lige så effektivt som smertestillende medicin.

Musik bliver blandt andet brugt på hospitalernes opvågningsstuer, og mange tandlæger tilbyder, at man kan høre musik, mens man bliver boret i tænderne, fordi det kan virke smertelindrende, fortæller Peter Vuust, der er jazzmusiker og hjerneforsker ved Det Jyske Musikkonservatorium og Aarhus Universitet.

Peter Vuust har lavet flere smerteforsøg, som viser, ar musik kan have en 'moderat' smertelindrende effekt mod akut og kronisk smerte.

Afslappende og forudsigeligt musik er bedre end støjende musik med mange overraskende skift, men det bedste er faktisk den plade, du har hørt om og om igen.

- Vi ved, at musik man kender i forvejen og musik, man godt kan lide, virker bedst, siger Peter Vuust.

Der kan være forskellige årsager til, at musik giver smertelindring. Den kan være fordi, musikken afleder opmærksomheden fra smerten, fortæller Peter Vuust, men det kan også være fordi, musikken gør os roligere og påvirker vores følelser positivt.

- Musik kan skabe en auditiv verden, vi kan søge ind i, hvor der føles rart, selv om vi har stærke smerter, siger Peter Vuust.

Musik kan for eksempel hjælpe, hvis man lider af rygsmerter og har svært ved at sove om natten. Hvis man mærker smerter eller ømhed, når man løber en tur, kan musik også gøre løbeturen nemmere at komme igennem, siger Peter Vuust.

Ved meget slemme smerter, kan der være brug for specialiseret smertebehandling, men langt de fleste smertepatienter vil også have gavn af afspænding, mindfulness, meditation og yoga, fortæller Gitte Handberg, overlæge på smertecentret på Odense Universitetshospital og tidligere formand for SmerteDanmark.

- Afspænding og meditation er redskaber, som kan hjælpe smertepatienter med at få en hverdag til at hænge sammen på trods af smerterne, siger Gitte Handberg.

- Det handler om at reducere stress. Meget tyder på, at mennesker med kroniske smerter, opbygger en 'alertness', ligesom når et dyr på savannen opdager, at der er fare på færde. Kroppens konstante smertesignaler giver uro, bange anelser og stress, og derfor skal man hjælpe kroppen med at dæmpe de reflekser, siger Gitte Handberg.

Fakta om danskernes smerter

- Hver femte dansker over 18 år er ramt af smerter, der har varet i seks måneder eller længere

- 17 procent, af dem der er ramt af smerter, har haft sygefravær inden for de seneste 14 dage

- 28 procent af alle, der lider af smerter, har været nødsaget til at stoppe med at arbejde

Kilde: Statens Institut for Folkesundhed og SmerteDanmark

/ritzau/FOKUS

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress