11/02-16 10:24

Rusland erklærer sig klar til at drøfte våbenhvile i SyrienRusland erklærer sig klar til at drøfte våbenhvile i Syrien

Ifølge viceudenrigsminister Gatilov er Rusland villig til at se på mulighederne for en våbenhvile i Syrien.

storybild

Rusland er parat til at drøfte mulighederne for en våbenhvile i Syrien, fortæller den russiske viceudenrigsminister, Gennady Gatilov, torsdag.

- Vi er klar til at drøfte de nærmere bestemmelser for en våbenhvile i Syrien, siger Gatilov ifølge Tass.

- Det er det, vi kommer til at tale om i München, siger han med henvisning til den kommende weekends sikkerhedskonference i den sydtyske by, hvor stats- og regeringsledere mødes for at drøfte den globale sikkerhedssituation.

Syrien forventes at være øverst på dagsordenen på konferencen Munich Security Conference (MSC).

En offensiv fra præsident Bashar al-Assads styrker støttet af luftangreb fra Rusland mod de vestligtstøttede oprørsstyrker har resulteret i, at flere hundredtusinder er flygtet fra Syriens største by, Aleppo.

EU, USA og Nato beskylder Rusland for at være med til at forværre krisen i Syrien gennem de massive luftangreb, hvilket russerne afviser.

Ifølge overvågningsgruppen Syriens Observatorium for Menneskerettigheder er mindst 500 mennesker, heriblandt mange civile, blevet dræbt i kampe i og omkring Aleppo siden begyndelsen af februar.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress