Af Ritzau - 09/06-16 16:09

Anklager: Utrolige sammenfald mellem sygeplejeskes ofreAnklager: Utrolige sammenfald mellem sygeplejeskes ofre

Patienters skæbne i drabssag fra Nykøbing Falster er påfaldende ens, siger anklager i sin procedure.

Der er alt for mange sammenfald hos en sygeplejerskes fire påståede ofre til, at det kan være tilfældigt.

Det budskab leverede anklager Michael Boolsen torsdag i Retten i Nykøbing Falster, da han efter 22 retsmøder skulle opsummere den opsigtsvækkende sag i sin procedure.

Eksempelvis er det værd at bemærke, at den 31-årige kvinde i alle fire tilfælde var den første hos patienterne, når de havde fået det dårligt. Anklageren påpeger desuden, at der i alle patienterne er fundet de samme typer medicin.

- Billedet er klart. I ofrene findes der i alle tilfælde morfin i forgiftningsmæssig koncentration og Stesolid i behandlingsmæssig koncentration.

- Det påfaldende er blot, at det er stoffer, der ikke er ordineret. Og det er stoffer, som ikke fandtes i ofrene ved deres indlæggelse, sagde Michael Boolsen.

Anklageren fremhævede desuden, at alle ofrene var ældre og som oftest døende patienter. Ifølge Michael Boolsen skulle det sikre, at patienternes død ikke vakte for meget opsigt.

- Tiltalte får arrangeret sig selv i et bizart skuespil med sig selv som hovedrolleindehaver, hvor patienterne er hendes statister, sagde anklageren med henvisning til den tiltaltes påståede motiv.

En personundersøgelse har nemlig vist, at den tiltalte lider af en såkaldt histrionisk personlighedsforstyrrelse, der er kendetegnet ved "egocentricitet" og "vedvarende søgen efter spænding".

Under retssagen har en stribe kolleger desuden fortalt, at de havde en fornemmelse af, at den tiltalte nød opmærksomheden, når hendes patienter var dårlige.

- Jeg anfægter ikke, at tiltalte er en fagligt dygtig sygeplejerske. Men hun har anvendt sin faglige viden på en dybt perverteret måde.

- Gennem sin uddannelse havde hun en klar viden om farligheden af sine handlinger. Og derfor skal hun dømmes for dem, lød det fra Michael Boolsen.

På mandag er det forsvarer Jørgen Langes tur til at forsøge at overbevise retten om, at anklagen om tre drab og et drabsforsøg er uden grund.

Hvorvidt kvinden er skyldig eller ej, ventes retten at afgøre 24. juni klokken 10.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress