Af Ritzau - 07/10-16 12:08; Opdateret: 07/10-16 12:36

Ældre Sagen: Regeringen skaber utryghed for pensionisterÆldre Sagen: Regeringen skaber utryghed for pensionister

Det er pensionister på plejehjem, der bliver ramt, hvis boligydelsen skæres, fastslår Ældre Sagen.

storybild

Dansk Folkepartis Marlene Harpsøe (yderst tv) gør det fredag helt klart, at det ikke bliver med DF's stemmer, at der bliver skåret i boligydelsen. Nu må regeringen droppe planerne endegyldigt, mener Ældre Sagen. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Casper Christoffersen)

Regeringen bør sporenstregs droppe alle planer om at skære i pensionisternes boligydelse.

Den klare opfordring kommer fra Ældre Sagen, efter at beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) fredag formiddag har fastslået, at regeringen mener, der skal skæres i boligydelsen.

- Det virker uholdbart, det virker kaotisk og sidst, men ikke mindst skaber det en enorm utryghed for landets folkepensionister, siger Michael Teit Nielsen, underdirektør i Ældre Sagen.

Forslaget om at spare på boligydelsen er en rest fra sidste års finanslovsforhandlinger. Her fik regeringen i første omgang støtte fra de øvrige borgerlige partier til forslaget.

Men Dansk Folkeparti fortrød, og så blev forslaget droppet.

Dog ikke mere end at de besparelser, som forslaget lagde op til de kommende år, igen figurerer på finanslovsforslaget for 2017. Besparelser, som DF ikke vil stemme for.

Det gjorde DF's medlem af Folketingets beskæftigelsesudvalg, Marlene Harpsøe, fredag helt klart.

Og selv om der altså ikke er noget politisk flertal for besparelserne, så skaber det utryghed, at de bliver ved med at rumle, mener Ældre Sagen.

- Det virker ret dumstædigt, at ministeren og regeringen bliver ved med at gå tilbage til den her fuser, siger Michael Teit Nielsen.

- Boligydelse er per definition indrettet sådan, at den hjælper pensionister, der har en lav indkomst og en høj husleje, forklarer han.

- Og det er typisk ganske almindelige folkepensionister, der ikke har haft råd til at spare op, men som har en høj husleje, fordi de er nødt til at bo på et plejehjem.

Ifølge Ældre Sagen kan det koste op til 9000 kroner om måneden at bo på plejehjem. Der skal nemlig både være forskellige tekniske faciliteter, demensindretning, personalerum og så videre.

- Det har man simpelthen ikke råd til at bo i, med mindre man har boligydelsen, siger Michael Teit Nielsen.

- Alle de tekniske diskussioner var vi igennem sidste år, og der er ikke nogen af regeringens argumenter, der er blevet bedre siden, tværtimod, siger han.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress