Af Ritzau - 21/08-16 02:33

London-borgmester vil trække tæppet væk under CorbynLondon-borgmester vil trække tæppet væk under Corbyn

Sadiq Khan opfordrer i avisindlæg medlemmerne af Labour til at stemme på Owen Smith ved formandsvalg.

Londons borgmester, Sadiq Khan, kommer nu med en direkte opfordring til sine partifæller i Labour om at vælte partiets leder, Jeremy Corbyn.

Medlemmerne af Labour skal over den næste måneds tid stemme ved formandsvalget i partiet. Ifølge Khan bør de pege på Owen Smith, der er Corbyns udfordrer.

- Jeremy har allerede vist, at han ikke er i stand til at samle et effektivt hold og har ikke vundet det britiske folks tillid og respekt, skriver Sadiq Khan i et indlæg i avisen Observer søndag.

Her peger han især på den britiske afstemning om medlemskabet af EU.

- Igennem hele valgkampen og i tiden efter har Jeremy ikke vist det lederskab, vi så desperat har brug for. Hans holdning til EU-spørgsmålet var uklar, og vælgerne troede ikke på ham, skriver Khan.

Sadiq Khan kom selv til magten i London med en jordskredssejr i maj over sin konservative modkandidat. Han frygter, at Labour på forhånd har tabt, hvis Corbyn står i spidsen for arbejderpartiet ved næste parlamentsvalg.

- Jeg er bange for, at vi ikke har råd til at fortsætte sådan her, skriver han.

Blandt Labours parlamentsmedlemmer er der også stor utilfredshed med Corbyn. De fleste siger, at han ganske enkelt er for ringe en leder.

Over for dem står der tusinder af græsrodsaktivister, der støtter hans venstreorienterede holdninger. Derfor er han stadig favorit til at vinde afstemningen.

Kampen om lederskabet i det britiske arbejderparti blev udløst, da den 55-årige tidligere fagforeningskvinde Angela Eagle i juli meddelte, at hun gik efter formandsposten.

Siden har hun trukket sig, og dermed er 46-årige Owen Smith eneste udfordrer til Jeremy Corbyn.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress