Af Ritzau - 06/10-16 12:23; Opdateret: 06/10-16 12:49

Lars Løkke får besøg af Theresa May på mandagLars Løkke får besøg af Theresa May på mandag

Storbritanniens premierminister, Theresa May, besøger mandag statsminister Lars Løkke Rasmussen på Marienborg.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) får på mandag besøg af en af de mest centrale politikere i Europa lige nu.

Storbritanniens premierminister, Theresa May, besøger den danske statsminister på Marienborg. Det oplyser Statsministeriet.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen ser frem til besøget, som kommer lidt mere end tre måneder efter, at briterne stemte sig ud af EU.

Resultatet af afstemningen betyder, at Danmark står til at miste en stærk allieret blandt EU-landene.

- Historisk er Storbritannien og Danmark tæt forbundet. Vi ser ens på mange ting og har i en årrække været allierede i mange sager omkring forhandlingsbordet i Bruxelles.

- Det er trist, at Storbritanniens stol fremover kommer til at stå tom, siger statsministeren i en pressemeddelelse.

Lars Løkke Rasmussen forventer, at Theresa May på mødet mandag vil orientere om den britiske regerings foreløbige planer i forhold til udmeldelsen af EU.

Den britiske premierminister har i denne uge meddelt, at hun vil iværksætte den såkaldte artikel 50 i første kvartal af 2017. Briterne skal være ude af EU senest to år efter, det sker.

Spørgsmålet fra Theresa May til Løkke vil formentlig være, hvordan Danmark stiller sig til briternes exit.

Briterne ønsker at bevare adgangen til det indre marked. Men samtidig få mulighed for at styre arbejdskraftens frie bevægelighed.

De to ting hænger uløseligt sammen, har beskeden været fra EU-Kommissionen. Men Theresa May vil formentlig søge opbakning fra andre EU-lande til en "blødere" udgave af brexit.

Lars Løkke Rasmussen siger i pressemeddelelsen:

- Det er indlysende, at Danmark har en stor interesse i, at Storbritannien fortsat har tætte bånd til EU.

- Men det er samtidig afgørende, at en fremtidig aftale bliver afbalanceret, så rettigheder og pligter følges ad, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han forventer, at mødet også vil blive brugt til at diskutere dansk-britisk samarbejde på andre områder, der ikke berøres af Storbritanniens udmeldelse af EU.

- Det gælder blandt andet vores bilaterale samarbejde og samarbejdet inden for Nato om forsvars- og sikkerhedsspørgsmål, siger Lars Løkke Rasmussen.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress