Af Ritzau - 14/09-16 12:02

Tiltalt for terrorbilligelse var medlem af islamistisk bevægelseTiltalt for terrorbilligelse var medlem af islamistisk bevægelse

25-årig mand er tiltalt for at hylde terrorangrebet på Charlie Hebdo på Facebook. Han nægter sig skyldig.

En 25-årig mand kræves onsdag i et retsmøde i København dømt for at hylde terrorangrebet på det franske satiremagasin Charlie Hebdo.

I retten erkender den tiltalte, at han følte sig krænket af de Muhammed-tegninger, som Charlie Hebdo havde udgivet.

Ikke desto mindre var det ifølge manden ikke et udtryk for billigelse af terror, da han umiddelbart efter angrebet 7. januar 2015 omtalte forbrydelsen på Facebook.

Den 25-årige, der er tidligere medlem af den islamistiske organisationen "Kaldet til Islam", påpeger i den forbindelse, at det ifølge Islam altid er forkert at angribe civile.

- Jeg fulgte meget med i, hvad folk havde skrevet om det. Der var konspirationsteorier om, at det ikke var muslimer, der stod bag. Jeg mente, at det var sjovt, at man gav muslimer skylden, siger han i retten, hvor også tre venner er mødt op.

Han ønsker i øvrigt ikke at udtale sig yderligere om sin holdning til angrebet.

Ifølge anklagemyndigheden består den 25-åriges forbrydelse i, at han på sin facebookprofil postede et link til en artikel på TV2's hjemmeside om terrorangrebet, hvor han på arabisk skrev "Oh gud, lovprisningen tilfalder dig".

Senere samme dag offentliggjorde han endnu et link til en artikel med titlen "Live: Flere døde på fransk ugeblad".

Oven over artiklen havde den tiltalte indsat en smiley.

I retten fortæller den tiltalte, at han efterfølgende slettede opslagene, fordi han blev kontaktet af venner, der mente, at de kunne misforstås.

Hans facebookprofil var oprettet under et andet navn - et navn, som han også brugte, når han talte med journalister.

Den 25-årige er langt fra den første, der er tiltalt for at billige terror i Danmark.

En 34-årig salafist er for tiden tiltalt for både racisme og billigelse af terror. Han er anklaget for at have udtalt til Radio24syv, at homoseksuelle bør straffes med at blive kastet ud fra en bygning.

Til en fransk tv-station skal han desuden have hyldet Omar El-Hussein efter angrebet på Krudttønden og synagogen i København.

Retssagen mod den 34-årige kommer for Københavns Byret 11. januar næste år.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress