26/01-16 09:11

Arizona vinder trods Bødker-missArizona vinder trods Bødker-miss

Mikkel Bødker missede straffeslag, men Arizona vandt alligevel i Minnesota på dag, hvor andre danskere tabte.

Den danske ishockeyspiller Mikkel Bødker har masser af succes hos Arizona Coyotes i NHL i denne sæson, men tidligt tirsdag morgen måtte han forlade isen uden point.

Han fik ellers chancen i kampen, som Arizona vandt 2-1 efter overtid og straffeslag.

Mikkel Bødker var udpeget som Arizonas første straffeskytte, da kampen gik i overtid, men danskerens forsøg blev reddet af Minnesotas målmand Devan Dubnyk.

De to havde også en duel i overtiden. Her troede Arizona, at holdet havde vundet, da Michael Stone sendte et hårdt skud i nettet fra lang afstand.

Scoringen blev ikke godkendt, da dommerne mente, at Mikkel Bødker havde ramt målmanden inde foran mål, og dermed havde forhindret ham i at redde pucken.

Nu blev det i stedet den unge Anthony Duclair, som scorede på straffeslag i anden runde og med to misbrugte Minnesota-straffeslag, var kampen afgjort.

På den nye hjemmebane i Brooklyn tabte Frans Nielsen og New York Islanders med 2-4 til Detroit, mens der også var nederlag til Lars Eller og Montreal.

Lars Eller og holdkammeraterne er gået lidt i stå efter en god indledning på sæsonen. Sent mandag tabte holdet 2-5 til Columbus.

Montreal og Arizona spiller allerede igen tirsdag. Montreal møder igen Columbus, denne gang hjemme i Montreal. Mikkel Bødker og Arizona skal til Winnipeg. Den danske målmand Frederik Andersen og hans Anaheim møder desuden Boston i det modsatte hjørne af USA.

Efter tirsdagens kampe holder NHL pause resten af ugen på grund af weekendens All Star-kamp.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress