Af Ritzau - 16/05-16 05:02

Nu bliver e-cigaretter sidestillet med tobakNu bliver e-cigaretter sidestillet med tobak

Om få uger er det slut med lovløst at dampe løs i busser, tog og nær børn. Samtidig rykker e-cigaretter med nikotin ind på butikshylderne.

storybild

Loven om e-cigaretter en den ene af to love, som bliver indført på baggrund af EU's tobaksdirektiv. (Billede: Free/Colourbox)

E-cigaretterne rykker nu væk fra de grå kælderbutikker og ind i myndighedernes fulde belysning på dagligvarebranchens hylder.

Samtidig bliver de forbudt at købe for børn og unge under 18 år og bandlyst fra blandt andet kollektive transportmidler, børnehaver og på skoler.

Sådan lyder nogle af de vigtigste effekter af den nye lov om elektroniske cigaretter, som Folketinget vedtog tirsdag.

- Vi styrker sikkerheden for forbrugerne med en række krav til producenterne. Og samtidig strammer vi reglerne for salg af elektroniske cigaretter. Der bliver også forbud mod at dampe på institutioner og skoler, så vi undgår, at de voksne lærer børnene at dampe, siger sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V) til Ritzau Fokus.

Den nye lovgivning om e-cigaretter har været hårdt tiltrængt, lyder det fra interesseorganisationen Forbrugerrådet Tænk.

- Vi er rigtig glade for, at der er kommet regler omkring det her nye produkt, som ikke hørte inde under nogen lovgivning. Det har været det vilde vesten, siger seniorrådgiver for sundhedspolitik hos Forbrugerrådet Tænk Sine Jensen.

Den nye regler gælder både e-cigaretter med nikotinindhold og de produkter, hvorpå der kan påfyldes nikotin, mens e-cigaretter uden nikotin ikke er omfattet af lovgivningen.

I dag er-cigaret-rygere henvist til at købe produkterne ulovligt på internettet eller i omkring 150 specialbutikker uden for myndighedernes kontrol.

Men 7. juni bliver der grønt lys til salg og køb i almindelige butikker, som skal overholde den nye lovgivning.

Når man vil bringe et e-cigaretprodukt til salg i Danmark, skal det anmeldes til Sikkerhedsstyrelsen via et fælles EU-system, og der skal oplyses en lang række ting om indholdsstoffer, materialer og så videre.

Samtidig skal der betales et dansk gebyr, som skal dække blandt andet kontrol med hele e-cigaretområdet.

- Fordelen er, at så ved man, hvilke produkter, der er på markedet. Og hvad de indeholder. Det ved man ikke i dag, fortæller Mette Cramon, kommunikationschef i Sikkerhedsstyrelsen.

Efterhånden som e-cigaretprodukterne bliver anmeldt og registreret, vil de blive offentliggjort på sitet e-cigaretregler.dk, som Sikkerhedsstyrelsen står for.

Dermed kan man som forbruger finde ud af, om et e-cigaretprodukt, som man vil købe, er blevet indrapporteret af fabrikanten har og om det lever op til reglerne for eksempelvis maksimalt indhold af nikotin og kvaliteten af den brænder, der opvarmer væsken.

- Vi lægger listen ud offentligt tilgængeligt, så man som forbruger selv kan se, om produkterne er lovligt anmeldt eller ej, fortæller Mette Cramon.

Hos Kræftens Bekæmpelse kalder projektchef for tobaksforebyggelse Niels Them Kjær lovgivningen for e-cigaretter for et skridt i den rigtige retning.

Men der er stadig for lidt sikker viden om, hvor skadeligt det er at ryge e-cigaretter, påpeger han.

- Der fundet en række sundhedsskadelige stoffer i de nuværende produkter. Og samtidig er det uklart for forbrugerne, hvilke produkter, der er farlige, og hvilke, der er mindre farlige. Derfor er det godt, at området får en kvalitetssikring. Men loven dækker ikke produkter uden nikotin, som kan indeholde skadelige stoffer. Og det er en af mine største indvendinger, siger han.

Hos Forbrugerrådet Tænk er Sine Jensen utilfreds med, at der er undtagelser i loven, som tillader e-cigaretrygning i for eksempel biografer, indkøbscentre og erhvervs- og produktionsskoler, på hospitaler, caféer og andre arbejdspladser, hvis man beslutter sig for det på de steder.

Fakta:

Fremover er det ikke tilladt at ryge elektroniske cigaretter med eller uden nikotin i eller på:

Børneinstitutioner, skoler, kostskoler, efterskoler institutioner med udbud af treårige gymnasiale ungdomsuddannelser, opholdssteder og lign. der har optaget børn og unge under 18 år.

Rygning af e-cigaretter bliver ligeledes forbudt i dagplejehjem og dag-, fritids- og klubtilbud til børn og unge.

Samtidig er det slut med e-cigaretter på kollektive transportmidler, herunder danske passagerskibe og danske eller udenlandske luftfartøjer i dansk luftrum.

Det bliver forbudt at sælge e-cigaretter til personer under 18 år.

Grænseværdien for indholdet af nikotin i e-cigaretvæsken bliver på 1mg per ml væske.

/ritzau/FOKUS

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress