27/01-16 00:00

Kommuner vil flytte flygtninge rundt efter evner og jobKommuner vil flytte flygtninge rundt efter evner og job

Flygtninge skal placeres i de kommuner, hvor der er efterspørgsel efter deres uddannelsesbaggrund, mener KL.

Kommunernes Landsforening (KL) vil placere flygtninge i de kommuner, der efterspørger folk med deres erhvervserfaring og uddannelse. Det skriver Berlingske.

En syrisk kvinde med en uddannelse som tandlæge skal altså, hvis det står til KL, bosættes i en kommune, der har mangel på tandlæger, så snart hun har fået sin opholdstilladelse.

Forslaget er ét af en række forslag fra Kommunernes Landsforening forud for de snarligt forestående trepartsforhandlinger, hvor integration bliver et afgørende tema.

KL's nyslåede næstformand, Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S), siger til Ritzau, at forslagenes overordnede budskab er, at flere flygtninge skal ud på arbejdsmarkedet.

- Ambitionen er at have så effektiv en integration som muligt. Og hvis man matcher flygtninges bopæl med de områder, hvor der er efterspørgsel på deres arbejdskraft, kan man sikre, at de kommer hurtigst muligt i beskæftigelse, siger Jacob Bundsgaard.

Det er i dag Udlændingestyrelsen, der afgør, i hvilken kommune en flygtning skal bosættes.

Blandt andet sproglig og kulturel baggrund, familiemæssig tilknytning og uddannelse spiller ind.

Det er i den proces, at KL ønsker, man lægger mere vægt på flygtningenes kompetencer.

- Man er nødt til at have en skarpere kompetenceafklaring end i dag, hvis man skal matche flygtninge med de åbninger, der er på arbejdsmarkedet.

- Men man skal selvfølgelig også have for øje, at der skal være en jævn fordeling i kommunerne, siger Bundsgaard.

For at fordelingen bliver så effektiv som muligt, foreslår KL, at afklaringen af flygtninges kompetencer fremover skal ske langt tidligere. I dag sker det først, når en kommune overtager integrationsansvaret, efter at en flygtning har fået tildelt asyl.

- I dag er det sådan, at næsten ni ud af ti asylansøgere opnår opholdstilladelse. Derfor er det vores holdning, at man hurtigere kan komme i gang med integrationsarbejdet, hvis man laver en hurtigere kompetenceafklaring.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress