Af Ritzau - 03/05-16 12:09; Opdateret: 03/05-16 12:55

Forsvarer: Skræmt mand fabrikerede historie om matchfixingForsvarer: Skræmt mand fabrikerede historie om matchfixing

En 29-årig mand er tiltalt i danmarkshistoriens første matchfixingsag. Han bør frifindes, mener forsvareren.

Spillerne havde ikke opført sig bemærkelsesværdigt anderledes, end de plejede, da Hvidovre i 2010 tabte to kampe i første division.

Der mangler i det hele taget beviser for, at kampene var fixet, påstår Henrik Juel Halberg tirsdag i Østre Landsret, hvor en 29-årig mand er tiltalt i danmarkshistoriens første sag om matchfixing.

- Det tungeste bevis og efter min opfattelse det eneste bevis er den tiltales egen forklaring, siger forsvareren.

Den tiltalte gik selv til politiet i 2012 og fortalte i detaljer om, hvordan han sammen med en ven og fire spillere fra Hvidovre havde aftalt, at Hvidovre skulle tabe to kampe. Han har siden trukket sin tilståelse.

Han skyldte penge væk og blev afpresset. Blandt andet blev han opsøgt at to mænd i sit hjem og fik stukket en kniv ned i halsen.

- Der var blod på væggen, siger forsvareren.

Derfor gik den tiltalte til politiet og krævede, at de beskyttede ham. Det nægtede politiet dog at gøre, påstår han, hvis han ikke gav dem noget til gengæld. Derfor fabrikerede han en historie om matchfixing.

I retten har anklageren påpeget, at historien var detaljeret, og at han blandt andet gav politiet navne på sine formodede medsammensvorne. Også en række bankoverførsler på store summer i dagene efter kampene er mistænkelige, mener anklageren.

Hverken den detaljerede forklaring eller bankoverførslerne er dog tegn på, at den tiltalte er skyldig, mener forsvareren. Han fortæller, at den tiltalte har levet af at spille på sportskampe.

- Han har de forudsætninger, der skal til, for at skrue en troværdig historie sammen, siger han.

- Han spillede, og han fik gevinster ind. Det er der intet usædvanligt i, siger han.

Sagen drejer sig om 1. divisionskampene FC Hjørring-Hvidovre 24. oktober 2010 og mødet mellem Vejle og Hvidovre 14. november samme år. Begge kampe tabte Hvidovre, hvilket ifølge anklagen resulterede i en samlet gevinst på omkring 900.000 kroner.

Der falder dom tirsdag eftermiddag.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress