Af Ritzau - 24/08-16 21:58; Opdateret: 25/08-16 00:25

Politiet anholder mistænkt for bilbrande i KøbenhavnPolitiet anholder mistænkt for bilbrande i København

En 21-årig mand er blevet anholdt, oplyser Københavns Politi. Han er mistænkt for at stå bag bilbrande.

Politiet har anholdt en 21-årig mand, der er mistænkt for at stå bag en bølge af bilbrande i København den seneste tid.

- Den person, der tidligere i dag er blevet efterlyst i forbindelse med bilbrande i København de seneste nætter, er her til aften, nærmere klokken 20.17, blevet anholdt af Københavns Politi.

- Efterforskning i forbindelse med sagen pågår stadig. Der kan derfor ikke oplyses yderligere til offentligheden for nuværende, skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Ifølge TV2 fortæller politiet, at der er tale om en mand med bopæl på Amager og med anden etnisk oprindelse end dansk. Manden er sigtet for brandstiftelse.

Tidligere onsdag efterlyste Københavns Politi en mand, der var mistænkt for at stå bag en serie af brandstiftelser i hovedsageligt biler i København mellem 19. august og 22. august.

Brandstiftelserne var sket på Christianshavn og indre Amager.

Ifølge Radio24syv har politiet i efterforskningen af de over 20 brandstiftelser fået hjælp af Hjemmeværnet. Det er sket i form af overvågning fra luften.

Radiokanalen fortæller, at hjælpen er sket ved hjælp af et fly af typen Britten-Norman Islander II. Det har udstyr, der er i stand til at udpege og følge personer på landjorden.

De mange bilbrande er kommet, samtidig med at den svenske by Malmø har oplevet en serie bilbrande. Det er dog uvist, om der er en sammenhæng.

Natten til tirsdag gik det ud over en bil og tre knallerter på Nørrebro.

Natten til mandag blev syv biler brændt eller forsøgt brændt ved Sankt Annæ Gade på Christianshavn, og natten til søndag gik det ud over cirka 13 biler i Indre By, på Christianshavn og Amager.

- Københavns Politi vil vende tilbage med yderligere omkring sagen, når man er nået videre med efterforskningen, skriver Københavns Politi onsdag aften.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress