Af Ritzau - 16/06-16 15:23

Skattefar vil have fingrene i din Kähler-vaseSkattefar vil have fingrene i din Kähler-vase

Skal du betale skat af de varer, du sælger brugt til andre privatpersoner?

Kähler-vaser og Yeezy-sko er to eksempler på materielle varer, der pludselig har oplevet voldsom efterspørgsel, og som du kunne sælge videre til andre private med stor fortjeneste i forhold til nyprisen.

Markedet for handel mellem privatpersoner er enormt, og det samme er mulighederne for at begynde at tjene penge på at sætte sine ejendele til salg over internettet.

Men hvornår skal du betale skat af de 1000 kroner, du tager for en eftertragtet porcelænsvase?

- Sælger du private ting som fx tøj og møbler på et loppemarked, skal du ikke betale skat af de beløb, du modtager. Det samme gælder, hvis du bytter dine private ting med andre, skriver Skat på sin hjemmeside om begrebet "deleøkonomi".

Men helt så simpelt er det desværre ikke. Du er nemlig ikke fritaget fra at skulle betale skat, hvis du på forhånd har købt varerne med bevidst henblik på at tjene penge.

Det vil sige, at du i princippet skal betale skat af fortjenesten, hvis du køber dyre sko alene for at sælge dem videre til en højere pris, som der har været flere eksempler på i forbindelse med hypen om Kanye Wests Yeezy-sko. Det siger Anette Sand, der er privatøkonom og direktør for Regnskabsskolen.

- Hvis du sælger nogle af dine private ejendele, som du bare ikke længere ønske at have, er det ikke virksomhed og dermed ikke skattepligtigt, lyder forklaringen fra Anette Sand, der er privatøkonom og direktør for Regnskabsskolen.

Men lige så snart du går i gang med at købe ting ind med henblik på videresalg, er det enten en erhvervsdrivende virksomhed eller en hobbyvirksomhed.

- Beløbets størrelse har ingen betydning. Tilsvarende, hvis du udbyder behandlinger eller andre serviceydelser: Det er skattepligtigt, fastslår Anette Sand fra Regnskabsskolen, der hjælper både private og hobbyvirksomheder med regnskab og skat.

Hvis du udelukkende køber en vare for at sælge den videre med fortjeneste, så skal du først og fremmest betale skat af selve fortjenesten. Til gengæld må du så fratrække dine udgifter ved handlen, det vil sige selve varekøbet, transporten og eventuel forsendelse, inden du lander på det beløb, der er den skattepligtige indkomst.

Hvis du er i tvivl om, hvor grænsen mellem privatsalg og hobbyvirksomhed går, og hvorvidt du har grund til at være bekymret for "skattefar", når du sælger ud af dine ting til andre privatpersoner, så kan du kontakte Skat.

Desuden er det grundlæggende en god idé at have styr på eventuelle papirer, hvis man i sidste ende skal bevise - eller modbevise - noget.

- Det er vigtigt at gemme alle bilag, så man kan dokumentere sine skattepligtige aktiviteter - både kopi af fakturaer og regninger, lyder den generelle anbefaling fra Anette Sand.

Faktaboks om salg mellem private:

1. Du skal som grundregel ikke betale skat af de private ting, du sælger over nettet eller på et loppemarked.

2. Du skal dog betale skat, hvis de ting, du sælger på loppemarked eller over nettet, netop er købt med henblik på videresalg og fortjeneste. Så er der tale om virksomhed.

3. Det er ikke beløbet, der afgør, om du skal betale skat eller ej.

4. Du skal momsregistreres, hvis du sælger for mere end 50.000 kroner om året, og hvis dit salg er med henblik på at lave fortjeneste. Ikke hvis du blot sælger ud af de gamle ting, du har stående i kælderen.

Kilder: Skat, Regnskabsskolen.dk

/ritzau/FOKUS

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress