Af Ritzau - 13/04-16 09:05; Opdateret: 13/04-16 10:22

Raketnedslag vækker tyrkere i grænseby ved SyrienRaketnedslag vækker tyrkere i grænseby ved Syrien

Tyrkiske soldater skød igen, efter at raketter fra Syrien slog ned på tom mark ved grænsebyen Kilis.

Tyrkiets militær skyder tilbage over Syriens grænse, efter at raketter slog ned i den tyrkiske grænseby Kilis, siger sikkerhedskilder i Istanbul.

- Ingen kom noget til ved angrebet, hvor der var flere raketnedslag på en tom mark, siger byens borgmester, Hasan Kara.

Sikkerhedskilder siger, at det tyrkiske militær affyrede flere granater ind over grænsen til Syrien som gengældelse for angrebet.

Onsdag er det tredje dag i træk, at byen Kilis bliver beskudt med raketter. Byen ligger over for et syrisk område, som er besat af Islamisk Stat.

- Vi falder i søvn til lyden af raketter, og vi bliver vækket af lyden af raketter, siger borgmesteren over telefonen.

Kilis huser anslået 110.000 syriske flygtninge, og byen bliver hyppigt udsat for artilleriangreb fra de militante i Islamisk Stat på den modsatte side af grænsen.

Den tyrkiske premierminister, Ahmet Davutoglu, sagde tirsdag, at 21 mennesker er blevet såret i de seneste døgn af granater. Hospitalskilder siger, at mindst en af de sårede er død af sine kvæstelser.

I marts blev to mennesker, deriblandt et lille barn, dræbt ved et raketangreb på byen.

Tyrkiet står over for en række trusler. Nato-landet indgår i en amerikanskledet koalition, som bekæmper Islamisk Stat i Irak og Syrien.

Samtidig kæmper militæret mod militante kurdere i den sydøstlige del af landet, hvor Kurdistans Arbejderparti (PKK) har brudt en våbenhvile, som havde varet i to år.

PKK erklærede i 2013 en ensidig våbenhvile, men den brød sammen sidste sommer, og den tyrkiske regering har svoret at rive organisationen op med rode og nægter at vende tilbage til forhandlingsbordet.

I alt er flere end 40.000 personer blevet dræbt i konflikten, siden PKK i 1984 indledte et væbnet oprør med krav om fuldstændig uafhængighed. Siden er kravet blevet ændret til ønsker om mere autonomi og flere rettigheder til det kurdiske mindretal.

/ritzau/Reuters

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress