Af Ritzau - 19/09-16 00:46; Opdateret: 19/09-16 01:46

EL kræver uvildig undersøgelse af danske Syrien-bomberEL kræver uvildig undersøgelse af danske Syrien-bomber

Det sker alt for ofte, at fejlbombninger kun bliver undersøgt internt, mener Enhedslisten.

Enhedslisten ønsker en uvildig undersøgelse af angrebet i Syrien lørdag, hvor koalitionen, der bliver anført af USA, ved en fejl bombede syrisk militær.

Tidligere søndag kom det frem, at danske F-16-fly har deltaget i operationen. Mere end 60 syriske soldater blev dræbt ved angrebet.

Eva Flyvholm, der er forsvarsordfører for Enhedslisten, vil se handling fra regeringen.

- Danmark skal presse på for en uvildig undersøgelse af fejlbombningerne. Jeg vil bede forsvarsministeren redegøre for de danske flys rolle, og hvad der bliver gjort for at sikre en ordentlig uvildig undersøgelse af sagen, siger hun.

To danske F-16-fly var med i angrebet lørdag i Syrien, hvor det formodes, at den amerikanskledede koalition mod Islamisk Stat (IS) ramte en syrisk militærposition ved en fejl.

Danske kampfly har siden juni været en del af den internationale koalition, som fra luften udfører overvågning og angreb mod IS i Syrien.

Koalitionen har tidligere oplyst, at den selv indleder en undersøgelse af angrebet. Men det er ikke tilstrækkeligt, mener Eva Flyvholm.

- Det sker desværre alt for ofte, at fejlbombninger kun bliver undersøgt i en intern militærundersøgelse, og det er ikke godt nok, siger hun.

Angrebet har ifølge Rusland kostet 62 fra den syriske hær livet. Det blev rettet mod det syriske militærs positioner ved Deir al-Zor i det østlige Syrien.

Mens angrebet var i gang, gjorde Rusland angiveligt USA opmærksom på, at det ikke var IS, man var i gang med at bombe.

En anonym kilde på den ramte luftbase sagde tidligere til Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, at der er omkring 80 dræbte soldater.

Syriens regering har opfordret FN til at fordømme angrebet.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress