Af Ritzau - 04/08-16 19:58

Dansk OL-landshold kæmper sig til 0-0Dansk OL-landshold kæmper sig til 0-0

Danmarks OL-fodboldlandshold spillede 0-0 mod Irak i åbningskampen ved herrernes turnering i Rio.

Det endte uden scoringer, da det danske OL-fodboldlandshold torsdag sparkede herrernes olympiske fodboldturnering i gang mod Irak.

De to mandskaber tyvstartede OL, der først officielt går i gang natten til lørdag, og resultatet blev 0-0 i en kamp, hvor det irakiske mandskab i lange perioder var bedst.

Kampens første chance tilfaldt dog den danske anfører Lasse Vibe, der fik serveret bolden inde i feltet og med en inderside ramte roden af den fjerneste stolpe.

Herefter bølgede spillet frem og tilbage, og det danske midterforsvar gav Irak et par chancer, hvor den danske keeper Jeppe Højbjerg dog sikkert afværgede forsøgene.

27-årige Eddi Gomes, der til daglig har stor succes i den kinesiske liga, samt FC Nordsjællands 22-årige Pascal Gregor dannede den danske forsvarsduo.

Mod slutningen af første halvleg var det irakiske mandskab mest på bolden, og modstanderens vel nok største profil, Udinese-spilleren Ali Adnan, havde et par farlige forsøg på frispark fra kanten af feltet. Igen var keeper Højbjerg dog fint på plads.

Danmarks hold har helt frem mod turneringens begyndelse været ramt af adskillige afbud, og kun to af de spillere, der er med i Rio, var med på det hold, der sidste år kvalificerede Danmark til OL. Det drejer sig om Jens Jønsson og Nicolai Brock-Madsen.

De blev begge udskiftet i anden halvleg, hvor Danmark generelt brugte mest tid på at forsvare, og hvor det var Irak, der kom tættest på et sejrsmål.

Danskere holdt dog stand og kan dermed skrive et enkelt point på kontoen i gruppe A.

Senere torsdag aften mødes Brasilien og Sydafrika, der er de to andre hold i Danmarks gruppe.

Her forventes det, at stadion i Brasilia bliver fyldt helt op, når stjernen Neymar sammen med de øvrige brasilianere skal forsøge at hente en forventet sejr.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress