Af Ritzau - 13/05-16 06:17; Opdateret: 13/05-16 06:51

Droppede havvindmøller skal dække grønt afgift-hulDroppede havvindmøller skal dække grønt afgift-hul

For at lukke det hul, den afskaffede PSO-afgift efterlader i statskassen, vil regeringen droppe havvindmøller.

Regeringen vil droppe opstilling af kystnære havvindmøller og skære grønne tilskudsordninger væk for at finansiere afskaffelse af PSO-afgiften, erfarer Ritzau.

PSO betales i dag over elregningen af borgere og virksomheder, men EU-Kommissionen har underkendt den som traktatstridig, fordi den bliver pålagt udenlandske selskaber, som ikke nyder godt af støtten til grøn omstilling i Danmark.

Afskaffelsen af PSO-afgiften efterlader et hul i statskassen på op mod 70 milliarder kroner over de næste ti år, der skulle gå til grøn omstilling. Det er 16 milliarder kroner højere end først forventet. Årsagen er lavere elpriser.

Når elprisen falder to øre, stiger PSO-afgiften med én øre. Og stiger elprisen, falder PSO-bidraget omvendt.

Ved at droppe opstillingen af kystnære havvindmøller regner man med at kunne spare staten for otte milliarder kroner frem mod 2035.

Forslaget fra regeringen skal modvirke skattestigninger. En mulighed, regeringen ellers har holdt åben - men både Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative stejler.

Regeringens mål er at få forhandlet en aftale på plads inden sommer.

Klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) og erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) præsenterer fredag klokken 10 hele regeringens bud på, hvordan pengene skal findes, og om det er muligt at gøre regningen for den grønne omstilling mindre.

PSO-afgiften skal være erstattet inden 1. januar 2017. Pengene til Danmarks grønnere fremtid skal i stedet findes via de årlige finanslovsforhandlinger, mener regeringen.

Regeringens mål er, at Danmark i 2050 skal være uafhængigt af fossile brændsler som kul, olie og gas. Den omstilling går indtægterne fra PSO-afgiften til.

PSO står for Public Service Obligation - på dansk offentlig serviceforpligtelse. Afgiften har eksisteret i sin nuværende form siden 2005.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress