Af Ritzau - 02/11-16 19:34

Børnepsykolog: Børns overgreb er mere end doktorlegBørnepsykolog: Børns overgreb er mere end doktorleg

På Januscentret behandler man børn med seksuelt bekymrende adfærd. Her ser man flere årsager til adfærden.

Selv små børn kan have en seksuel adfærd, der overskrider de almindelige eksperimenter, børn kan have med hinanden, omkring deres kroppe.

Netop sådan en sag er onsdag kommet frem, efter at en redegørelse har vist, at børn på asylcentret Præstekærgaard i Faaborg har fået skader, efter seksuelle overgreb fra andre børn på centret.

I Januscentret, der siden 2003 har behandlet og undersøgt danske børn med seksuelt bekymrende adfærd, har man ikke været inde over sagen fra asylcentret.

Men direktør for centret og børnepsykolog, Mimi Strange, fastslår, at det er dokumenteret, at børn kan have en krænkende adfærd, der overskrider de almindelige "doktorlege".

- Det vi snakker om her, det er børn, der gør andre børn fortræd, hvor det andet barn ikke kan lide det, siger hun.

På centret hjælper man børn fra fireårsalderen, op til de er 18 år. Siden 2003 har man haft omkring 400 danske børn i centret.

Fælles for de børn, som klinikken behandler, er, at der oftest er én af tre årsager til deres adfærd.

- Nogle af dem har selv været udsat for seksuelle overgreb, nogle har været udsat for vold og andre har andre vanskeligheder som for eksempel et begavelseshandicap, siger direktøren.

For den cirka tredjedel af børnene, der selv har været udsat for seksuelle overgreb, er de nye krænkelser, ifølge Januscentret, ofte en måde for børnene at bearbejde de overgreb, de selv har været udsat for.

Børnene ved heller ikke altid, at deres handlinger er forkerte.

- Jo yngre børn, jo mindre bevidste er de om det. Jo ældre de er, jo større er sandsynligheden for, at de godt er klar over, at det, de har gjort, er forkert, siger Mimi Strange.

Hun forklarer også, at børn med eksempelvis begavelseshandicap kan have særligt vanskeligt ved at forstå, hvad de har gjort galt.

På asylcentret i Langelands Kommune fremgår det af en redegørelse, som DR er i besiddelse af, at 12 ud af 30 børn på centret har været til læge med skader, som kan stamme fra et seksuelt overgreb.

I redegørelsen lyder det: "Kan stamme fra seksuelt overgreb og er særdeles vanskeligt at henføre til andet".

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress