Af Ritzau - 06/10-16 19:03; Opdateret: 06/10-16 21:37

Anklager mistænkes for embedsmisbrug i hashsagAnklager mistænkes for embedsmisbrug i hashsag

- Det er en meget alvorlig og usædvanlig sag, siger statsadvokat om mulig skandale hos anklagemyndigheden.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) skal nu undersøge om flere anklagere og politifolk har overholdt reglerne i en stribe sager om hashhandel på Christiania.

Samtidig skal DUP undersøge om en bestemt anklager hos Statsadvokaten i København har gjort sig skyldig i embedsmisbrug i forbindelse med en af sagerne.

Anklageren blev mandag fyret fra en ankesag i Østre Landsret, hvor en større gruppe personer er tiltalt for at have solgt hash på Christiania.

Det skete, da det kom frem, at hun tilsyneladende havde instrueret politividner i, hvad de skulle sige i retten. Desuden havde hun vildledt både retten og forsvarerne om omfanget af sin kontakt til vidnerne.

Sagen har fået Statsadvokaten for København, Lise-Lotte Nilas, til at bede DUP om at undersøge, om anklageren har gjort noget strafbart.

- Det er en meget alvorlig og usædvanlig sag, som jeg aldrig tidligere har hørt magen til.

- Men jeg har sammen med Københavns Politi og efter drøftelse med Rigsadvokaten bedt politiklagemyndigheden om at undersøge, om der er handlet i strid med reglerne i forbindelse med behandlingen af retssagerne, siger statsadvokat Lise-Lotte Nilas i en pressemeddelelse.

Under sagen skulle en række politifolk, der havde fungeret som agenter, vidne.

Men en korrespondance mellem anklageren og politifolkene afslørede tilsyneladende, at anklageren var gået for vidt i forhold til vidnerne, før de skulle besvare spørgsmål i retten.

Denne korrespondance er ligesom anklagerens mobiltelefon og computer nu blevet beslaglagt for at sikre eventuelle beviser, skriver anklagemyndigheden i en pressemeddelelse.

- Det er naturligvis en meget alvorlig sag, hvor vi skal have fuldstændig styr på fakta, før man kan drage nogen som helst konklusioner, siger Lise-Lotte Nilas og tilføjer, at det er derfor, man har bedt DUP om at overtage sagen.

Den aktuelle sag var en del af et større kompleks, hvor i alt 76 personer blev dømt i seks retssager i byretten. Mange af dem ankede til Østre Landsret, og en af de seks sager har været i Højesteret.

I forbindelse med, at statsadvokaten har bedt DUP undersøge den pågældende anklager, har hun også bedt DUP undersøge andre anklagere og politifolk i det omfattende kompleks for at se, om de har overholdt reglerne.

- Det har vi gjort, fordi det er meget vigtigt at få belyst hele sagsforløbet - også af andre sager, som har en tæt sammenhæng med den konkrete sag, som mistanken er udsprunget af, siger Lise-Lotte Nilas.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress