Af Ritzau - 05/08-16 23:58; Opdateret: 06/08-16 00:47

Donald Trump lukker næsten hullet til Clinton i ny målingDonald Trump lukker næsten hullet til Clinton i ny måling

For under en uge siden havde Hillary Clinton en føring på otte procentpoint. Nu er forspringet nede på tre.

Donald Trump tager et tigerspring frem i en ny meningsmåling, hvor et udsnit af de amerikanske vælgere er spurgt, hvem de vil stemme på som USA's næste præsident.

Republikanernes præsidentkandidat er i målingen fra instituttet Ipsos under tre procentpoint efter Hillary Clinton, Det Demokratiske Partis bud på den næste person i Det Hvide Hus.

For mindre end en uge siden havde Hillary Clinton et solidt forspring på otte procentpoint i en tilsvarende måling.

Knap 42 procent af de 1154 adspurgte foretrækker i den seneste rundspørge Clinton, mens 39 procent peger på Trump.

Den statistiske usikkerhed er plus/minus tre procentpoint. Dermed indikerer resultatet stort set dødt løb mellem de to.

Årsagerne til stemningsskiftet er uklare, skriver Reuters.

I kølvandet af Demokraternes konvent, hvor Hillary Clinton formelt blev udnævnt til partiets præsidentkandidat, trak den tidligere førstedame og udenrigsminister i flere meningsmålinger fra sin modstander.

Siden har Trump været blandet ind i offentlige skænderier med familien til en amerikansk soldat, der blev dræbt i Irak, samt skærmydsler med ledere af Det Republikanske Parti.

De seneste dage har Trump ifølge Reuters forsøgt at bringe sin kampagne ind på et nyt spor.

Fredag satte han således navn på de personer, der skal rådgive ham om økonomiske spørgsmål.

Hans kampagnestab oplyste desuden fredag, ifølge flere amerikanske medier, at Donald Trump på mandag i en tale vil afsløre, hvordan han har tænkt sig at få mere gang i USA's økonomi.

Oven i det fortæller unavngivne kilder fredag til Fox News, at Trump snart ventes give sin officielle opbakning til formanden for Repræsentanternes Hus, partifællen Paul Ryan, i dennes kampagne for at blive genvalgt.

I modsætningen til målingen fra Ipsos viser et gennemsnit af samtlige toneangivende meningsmålinger, at Clinton har øget sin føring til 6,8 procentpoint fra 3,9 procent 1. august. Det oplyser Real Clear Politics, der har lavet beregningen, fredag.

/ritzau/Reuters

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress