20/01-16 23:07

Mesterlig Mikkel Hansen brændte for at spille nogenlundeMesterlig Mikkel Hansen brændte for at spille nogenlunde

Mikkel Hansen spillede blændende mod Ungarn, men ville hellere rose holdet end sig selv for indsatsen.

Han har været hård i kritikken af sig selv efter de første to EM-kampe, Mikkel Hansen, men da han tog revanche med en mesterlig indsats og ni mål i storsejren over Ungarn, var han ikke typen, der tog store gloser i brug om sin præstation.

- Det var fint, siger Mikkel Hansen.

Spørgsmål: Var du mere motiveret for at spille en god kamp?

- Jeg ved ikke, om jeg var mere motiveret, men efter to mindre gode kampe vil man gerne spille en nogenlunde kamp, så det var fint, at det gik bedre, siger kampens spiller efter sejren på 30-22.

Paris-stjernen ville hellere tale om holdets præstation, som særligt i første halvleg var formidabel. Ved pausen var stillingen 18-10.

- Vi spillede en fin kamp som hold. Forsvaret stod fint og var meget aggressivt mod deres skytter, så de ikke kom til særligt meget. De lavede godt nok nogle mål fra stegen, men man må acceptere, at andet hold scorer mål en gang imellem.

- Angrebsmæssigt fik vi flyttet dem rigtigt godt rundt særligt i midterforsvaret, og der kom gode situationer, når vi spillede hurtigt. Det var fint at se.

- Vi fik mere tempo på og forfaldt ikke til at spille mand-mand hele tiden, som jeg ikke mener, er vores styrke generelt, og vi fik krydset meget mere, analyserer Mikkel Hansen.

Træner Gudmundur Gudmundsson havde skiftet ud fra start på playmakerpositionen, hvor Mads Mensah erstattede Rasmus Lauge, der har været sløj op til kampen.

Mikkel Hansen mener dog ikke, at onsdagens præstation var et udtryk for, at han spiller bedre sammen med Mensah.

- Det har været ligeså meget min fejl, som det har været Rasmus', at vi har spillet lidt for langsomt. I dag spillede vi alle lidt hurtigere fra start, og det gør det noget nemmere, siger Hansen.

Nu ser han frem til mellemrunden, hvor modstanderne er Spanien, Tyskland og Sverige.

- Nu er vi videre med fire point, og det ser fint ud inden de næste tre hårde kampe, siger han.

Spanien bliver den næste modstander på søndag.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress