Af Ritzau - 07/10-16 22:04; Opdateret: 08/10-16 06:27

USA mener Rusland står bag hackerangrebUSA mener Rusland står bag hackerangreb

Kun Ruslands højest placerede embedsmænd kan have godkendt dataindbrud, siger amerikanske myndigheder.

USA's regering mener, at Rusland står bag en række cyberangreb, der har til formål at påvirke det amerikanske præsidentvalg.

Det meddeler ministeriet for indenlandsk sikkerhed og USA's nationale efterretningstjeneste i en fælles udtalelse.

- Vi mener, baseret på omfanget og følsomheden af disse bestræbelser, at kun Ruslands højest placerede embedsmænd kan have godkendt disse aktiviteter, lyder det i udtalelsen.

Det er første gang, at Washington direkte beskylder Moskva for at stå bag en række cyberangreb.

Flere iagttagere har dog tidligere udtalt, at meget tydede på, at de sofistikerede angreb kom fra Rusland.

Hackerangreb har blandt andet været rettet mod Det Demokratiske Partis nationalkomité, DNC.

De lækkede e-mails har været offentliggjort på whistleblower-sitet WikiLeaks og andre steder på internettet.

- Disse tyverier og afsløringer har til formål at påvirke den amerikanske valgproces, står der i udtalelsen fra de amerikanske myndigheder.

- Sådanne aktiviteter er ikke nye for Moskva. Russerne har brugt lignende taktikker og teknikker i eksempelvis Europa og Eurasien for at påvirke den offentlige mening der, lyder det videre.

Ruslands regering afviser beskyldningerne som noget vrøvl.

- Hver dag bliver præsident Putins hjemmeside angrebet af tusindvis af hackere.

- En lang række af disse angreb kan spores til USA, men vi beskylder ikke Det Hvide Hus eller Langley (CIA, red.) hver gang, siger en talsmand for Kreml.

/ritzau/AFP

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress