12/02-16 18:11

Iraks hær har tilbageerobret store dele af kalifatIraks hær har tilbageerobret store dele af kalifat

Området, vi har befriet indtil nu, er halvdelen af det, som var besat af Islamisk Stat, siger styret i Bagdad.

storybild

Irakiske styrker har tilbageerobret halvdelen af det territorium, som tidligere var besat af Islamisk Stat, siger den irakiske premierminister, Haider al-Abadi.

- Området, som vi har befriet indtil nu, er mere end halvdelen af det, som var besat af Islamisk Stat tidligere, siger den irakiske regeringschef, der fredag orienterede om udviklingen i sit land ved Sikkerhedskonferencen i München.

- Vi har til hensigt at gøre indeværende år til det endelige og det sidste år, hvor Islamisk Stat eksisterer i Irak.

Irakiske regeringsstyrker befriede lidt før nytår den strategisk vigtige by Ramadi fra den militante bevægelse. Indtagelsen af Ramadi var en af de mest betydelige sejre for regeringsstyrkerne, som flygtede fra byen i maj sidste år.

Islamisk Stat vandt kontrol over næsten en tredjedel af Irak i 2014.

Iraks næststørste by, Mosul, i den nordlige del af landet, er kommet i fokus efter indtagelsen af Ramadi.

- Vi skal befri Mosul, og det bliver dødsstødet for Islamisk Stat, sagde premierministeren efter tilbageerobringen af Ramadi.

Abadi har tidligere sagt, at den irakiske hær ikke har brug for udenlandske soldaters støtte til at nedkæmpe Islamisk Stat i landet.

Næsten alle 49 partnere i den USA-ledede koalition, der vil nedkæmpe Islamisk Stat, har lovet at bidrage mere til kampen mod de islamiske ekstremister.

Samtidig vil Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, undersøge muligheden for at melde Nato som organisation ind i alliancen, der i forvejen omfatter alle 28 Nato-lande.

Irakiske sikkerhedsstyrker har fundet en massegrav i Ramadi og mener, at den kan indeholde de jordiske rester af omkring 40 mennesker, som blev ofre for de militante islamister i Islamisk Stat.

/ritzau/Reuters

/ritzau/AFP

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress