Af Ritzau - 14/11-16 04:35

En af Kinas få kvindelige jagerpiloter er omkommet i styrtEn af Kinas få kvindelige jagerpiloter er omkommet i styrt

En af Kinas første kvindelige kampflypiloter er omkommet under en øvelse i weekenden, skriver medier.

En af Kinas få kvindelige jagerpiloter er blevet dræbt i et styrt i forbindelse med træning til en flyopvisning.

Det skriver flere statslige medier mandag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Den 30-årige Yu Xu, medlem af det kinesiske luftvåbens opvisningshold, skød sig ud med katapultsæde fra sit fly under en øvelse i provinsen Hebei i weekenden, skriver China Daily.

Men hun ramte ifølge avisen vingen på et andet jagerfly og blev dræbt. Hendes co-pilot lod sig også skyde ud af flyet og overlevede.

Yu Xu var kendt for at være den første kvindelige pilot til at flyve det kinesisk byggede kampfly J-10.

- Som en af kun fire kvindelige piloter i landet, der er i stand til at flyve hjemligt producerede kampfly, er hendes død et kæmpe tab for Kinas luftvåben, skriver avisen Global Times.

Yu Xu blev optaget i luftvåbnet i 2005, og fire år senere kvalificerede hun sig som en af de første af indtil videre 16 kvindelige kampflypiloter i Kina.

I juli 2012 blev hun den første kvinde til at styre et J-10-fly, og ifølge China Daily gav fans hende derefter kælenavnet "den gyldne påfugl".

Yu Xu steg i graderne og blev eskadrille-leder. Hun drømte ifølge Global Times om at avancere til at blive astronaut.

J-10 er arbejdshesten i det kinesiske luftvåben. Det skønnes ifølge AFP, at der er bygget omkring 400 eksemplarer af flyet.

Det anerkendte militære tidsskrift IHS Janes skrev i december sidste år, at inden for en periode på tre måneder havde der været meldinger om tre styrt med J-10-flyet.

/ritzau/AFP

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress