Af Ritzau - 25/09-16 13:07; Opdateret: 25/09-16 15:55

Kommentatorer: Lykketoft var en stærk finansministerKommentatorer: Lykketoft var en stærk finansminister

Mogens Lykketoft (S) genopstiller ikke ved næste valg. Han tilhørte en lille elite, fortæller kommentator.

storybild

Den tidligere socialdemokratiske formand Mogens Lykketoft annoncerede søndag på Socialdemokratiets kongres, at han ikke genopstiller ved næste folketingsvalg. (Billede: Scanpix/Henning Bagger)

Der er ikke mange, der har spillet en så betydelig rolle for sit parti, som den tidligere socialdemokratiske formand Mogens Lykketoft.

Sådan siger Thomas Larsen, der er politisk kommentator hos Berlingske og i 2003 skrev bogen "Lykketoft". Den 70-årige Mogens Lykketoft har søndag meldt sit farvel til dansk politik.

- Det er en af de helt store kæmper, der trækker sig tilbage. Der er ikke mange politikere, der har haft så stor betydning for samfundsudviklingen som Mogens Lykketoft, siger kommentatoren.

På Socialdemokraternes kongres i Aalborg meddelte Mogens Lykketoft søndag, at han ikke genopstiller til Folketinget for 13. gang. Mogens Lykketoft har en lang politisk karriere bag sig, og han har været medlem af Folketinget i 35 år.

Sammen med Svend Auken, Poul Nyrup Rasmussen og Ritt Bjerregaard har han i Socialdemokratiet været kendt som en del af de såkaldte fantastiske fire, der alle har sat et særligt præg i dansk politik.

Thomas Larsen lægger også vægt på, at Mogens Lykketoft har tilhørt en lille elite med sin dybe indsigt i økonomi.

- Storhedstiden var, da han var finansminister i 1990'erne. Når man ser tilbage på de stærkeste finansministre, der nogensinde har været i den røde bygning, så vil man udpege Lykketoft som en af de allerstærkeste og mest kompetente.

- Jeg tror, der er udbredt enighed blandt fagøkonomer om, at de reformer, han gennemførte i 1990'erne, var meget vellykkede i forhold til at lave en stærk og holdbar økonomisk politik, siger kommentatoren.

Mogens Lykketoft har desuden været skatteminister og udenrigsminister. Derudover har han været formand for Folketinget og politisk ordfører i Socialdemokratiet.

Erik Holstein, der er politisk kommentator hos Altinget, beskriver ligeledes Mogens Lykketoft som en central figur i partiet og en dygtig finansminister.

- Han fik genskabt tilliden til, at Socialdemokraterne kunne føre en fornuftig økonomisk politik, der var effektiv, og han fik også bekæmpet arbejdsløshed.

- Efter Anker Jørgensen var der en opfattelse af, at Socialdemokraterne ikke kunne styre økonomien, men det fik Lykketoft sammen med Nyrup rettet op på i 1990'erne, siger den politiske kommentator.

Det er dog ikke alle politiske områder, som den tidligere socialdemokratiske leder har prioriteret lige højt.

- Udlændingepolitikken ville han bare have væk fra den politiske dagsorden. Det var irrelevant i hans optik. Det betød, at han som formand ikke var i stand til at standse vælgerflugten til Dansk Folkeparti, siger Erik Holstein.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress