Af Ritzau - 25/05-16 13:06; Opdateret: 25/05-16 14:25

Nye EU-regler for nethandel gavner danske virksomhederNye EU-regler for nethandel gavner danske virksomheder

Ens regler for nethandel i hele EU uden geografiske blokeringer er et "wake up-call" for danske virksomheder.

EU-Kommissionens udspil om ens regler for nethandel i hele EU uden geografiske blokeringer rummer store muligheder for danske virksomheder, mener Dansk Industri.

I dag sælger hver fjerde danske virksomhed også via nettet, men det er færre end hver anden, der sælger online til andre lande.

- Det tal skal op, siger branchedirektør Annette Falberg fra DI Handel, der er Dansk Industris branchefællesskab for handelsvirksomheder.

Hun siger, at EU-Kommissionens udspil er "et wake up-call til erhvervslivet" i Danmark.

- Danske virksomheder sælger solide kvalitetsprodukter og services, som der er et stort potentiale i at sælge til resten af EU. Men det kræver, at de er klar og er indstillet på at tage konkurrencen op, siger Annette Falberg.

Mens EU-Kommissionen har arbejdet med sit udspil, har Danmark presset på for at undgå en omfattende pligt til at levere varer til udenlandske kunder, der handler på en virksomheds website. Og den pligt er heller ikke kommet med i det endelige udspil.

Til gengæld indeholder forslaget en pligt til at sælge til udenlandske kunder, hvis de selv sørger for at hente varen, og det er dansk erhvervsliv ikke begejstret for.

- Vi er yderst tilfredse med, at regeringen har modsat sig et forslag om at tvinge e-handelsvirksomheder til at sælge deres produkter i alle lande, siger Annette Falberg.

- Det giver ingen mening, og det vil give store udfordringer og ekstra omkostninger for mange virksomheder, hvis de tvinges til at sælge til forbrugere i alle lande. For eksempel skal den bornholmske keramiker naturligvis ikke tvinges til at sælge sine varer til forbrugere, som de ikke har ressourcerne til at servicere, siger hun.

Den "tidsel" i forslaget vil Dansk Industri arbejde på at få fjernet, siger hun, men overordnet er organisationen godt tilfreds med EU-udspillet.

- Det her er en chance for at sætte mere turbo på den sparsomme vækst i EU, siger Anette Falberg.

- Et fælles marked med fælles spilleregler for e-handel er lige, hvad vi har brug for nu, siger hun.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress